Køb og vedl. af læderdragt

Få nogle gode råd med på vejen ved køb af en ny læderdragt, og læs hvordan du holder den i topform.

Prøv tøjet i butikken! Sæt dig op på en motorcykel (helst din egen) og indtag kørestillingen. Dragten må gerne stramme en smule, da læder giver sig med tiden, men ellers skal den sidde behageligt og ikke trække for hårdt i skuldrene. Tag også gerne handsker og støvler på, og mærk om der er noget, som generer.
 
 
 
Beskyttelsesskallerne skal sidde korrekt og behageligt. De skal være fikseret i læderet og ikke kun syet fast i det løse indermateriale.
 
Billige læderdragter ligner et kludetæppe, mens dyrere er lavet af hele stykker læder. Større stykker er dyre, og derfor sys rester sammen.
 
Jo færre syninger, desto bedre. Syninger er altid det svageste punkt under et styrt, hvor selv dobbelte sømme løsner sig.
 
 
Store stykker læder, dobbelt læder på udsatte steder, ekstra beskyttelse på skuldre isyet læderet og refleksstriber er bestanddele i læderdragten fra Büse.
 
Dyrere læderdragter har kevlar syet ind i strækmaterialet, som kan genkendes ved en gul/sort struktur.
 
En massiv lynlås, gerne i metal, er at foretrække, og lynlåsene mellem jakke og buks skal være syet sammen med læderet og gå hele vejen rundt om livet.
 
Ved dyrere læderdragter kan indermaterialet tages ud og vaskes, mens det er påsyet ved lav-budget læderdragter. Mens du prøver dragten i butikken, så mærk om indermaterialet er stærkt. Revner det, når du sætter dig, så hold dig fra dragten.
 
 
Hel eller todelt?
Racerkørere vælger uden undtagelse en heldragt. Grunden til dette skal nok findes i, at lynlåsen i livet på den todelte læderdragt kan være et svagt led. Går lynlåsen dog hele vejen rundt om livet, er syet sammen med læderet og er kraftig eller i metal, anses det dog ikke som et sikkerhedsproblem.
 
Desuden er en heldragt ikke nær så fleksibel i hverdagen, da man ikke ”bare lige” kan tage jakken af, når man holder pause.
 
 
At kunne skille jakke og buks af er en kærkommen egenskab i hverdagen. 

 
Vedligeholdelse af læderdragt
For at holde en læderdragt i form er regelmæssig pleje nødvendig. Læder er et naturprodukt og mister sin åndbare evne og fleksibilitet, hvis det ikke tilføres fedt eller balsam. Læderolie er også rigtigt godt, da det trænger ind i læderet, imprægnerer det og samtidig holder det smidigt, men en optimal løsning fås i en kombination.
 
 
Hvis ikke læder holdes ved lige, udtørrer det og kommer til at føles stift.
 
Er beskyttelsesskallerne udtagelige, kan læderdragter vaskes i maskine (30 grader) med et specielt lædervaskemiddel, ellers vask den i hånden. Tør læderdragten med et håndklæde og masser det fugtige læder med olie, så dragten atter er smidig og komfortabel. Efter en skånende tørring i et luftig rum (aldrig kraftig varme eller solskin) gnides et tynd lag læderfedt på dragten, da den så bliver mere vandafvisende.
 
Artiklen har også delvist været bragt i TN 2/11 s. 44-48.