Advarsel mod e-handel

Annoncer på internettet er ikke altid, hvad de giver sig ud for

Af Bjarne Andersen

 

Kort fortalt optræder der på "mobile.de" annoncer med utroligt gode tilbud på næsten nye motorcykler. Desværre er det (som regel) svindlere, der på en eller anden måde vil franarre fattige motorcyklister de surt sammensparede penge.

Jeg var ude for, at en uhjælpelig opsat annonce på mobile.de tilbød en BMW K1200 RS fra 2003 med 1302 km - uden skader - til 3.300 euro Telefonnummeret var ikke tilsluttet; men jeg fik svar via e-mail. Efter adskillige e-mail, hvor modparten (med et engelskklingende navn) på lidt ubehjælpeligt engelsk var mere interesseret i at få accept for handlen og få overført penge, måtte jeg konstatere, at vedkommende ikke havde svaret på et eneste af mine spørgsmål. Derfor sluttede min korrespondance der.

Jeg har senere fundet ud af, at billederne af motorcyklen var "lånt" fra en motorcykel, der var på auktion på Ebay i USA! Den BMW havde blot kørt 1307 miles og blev senere solgt for ca. 9.700 US dollars.

En af mine venner var nær blevet fuppet på en mere "professionel" måde. En Harley Davidson V-Rod 2003, 1130 ccm, 200 km, 84 kW, 7600 EUR lyder jo forjættende. Da min ven udviste forsigtighed med hensyn til overførsel af penge til Western Union, fik han (uopfordret) en e-mail fra mobile.de. De kunne forsikre, at sælger var helt fin i kanten, han havde oven i købet indbetalt 10.000 euro til mobile, som derfor kunne garantere for handlen!

Fra en af mine edb-specialister fik jeg at vide, at e-mail ikke altid kommer fra den opgivne adresse! Ganske rigtigt! Da der blev forespurgt på mobile, kendte man slet ikke til korrespondancen og afviste enhver forbindelse til Western Union og garantiforpligtelser!

Så tag disse gode råd med, når I skal købe billigt via Internettet:

1. Ring på det angivne telefonnummer og tal med sælgeren

2. Send evt. en e-mail; men prøv også at ringe

3. Bed om kopi af registreringspapirer med angivelse af stelnummer og tidligere registreringsnummer (nr. plade)

4. Overfør ALDRIG penge til firmaer eller speditører

Den annonce, jeg så, er stadig (1. november) på nettet:

BMW K 1200 RS 2003 Kategorie: Sportler/Supersportler
EUR 3.300
Daten: 1171 ccm, 1.302 km, keine Farbangabe,
Besonderheiten: ABS, Katalysator, Kickstarter
Beschreibung: Fabrik BMW Leistung Computerspan, zusätzliche gehende Aufflackern, Reisegeschwindigkeitskontrolle, heizte Lenkstangen, justierbaren Windschirm
Anbieter: nick mcfate, D-48429 Rheine, Tel.: +49 - (0)234 / 245522

Så den skal I ikke satse på.