Leasing af mc

Fup eller fed fidus?
Mc-leasing er et marked i udvikling, men kan privatleasing betale sig og eventuelt hvornår? Her tegnes der et billede af markedet – med fordele og ulemper i forhold til at eje.
 
Tjekliste til leasingkontrakt
 
Om leasing kan betale sig, afhænger mest af din økonomi, kørselsbehov, mc’ens prisklasse, og selvfølgelig hvor meget leasingselskabet tager for sin ydelse. Har du pengene til drømmemodellen stående på bankbogen, er det stadig en fordel at eje. Derudover er hovedreglen, at det kun er for dyre mc’er, at leasing kan betale sig, og det skal helst være over en længere periode. Kort fortalt er fordelene og ulemperne følgende:
 
Fordele
·         Der er penge at spare på afgiften, når motorcyklen bruges i en begrænset periode
·         Umiddelbart overblik over udgifterne i lejeperioden
·         Man har ikke så mange penge bundet i motorcyklen som ved et køb
 
Ulemper
·         Som regel egner leasing sig kun til dyrere mc – ca. 250.000 kr +
·         Begrænsning på kørte kilometer i leasingperioden
·         Risikoen for uventede ekstraregninger ved afslutning af leasingperioden

To former for leasing
Der er to grundformer for leasing, finansiel leasing eller privatleasing. Finansiel leasing er for erhvervsdrivende, og under privatleasing finder man begrebet fleksleasing, som giver mulighed for at lease et køretøj og kun betale afgift i kørselsperioden – eksempelvis sommerhalvåret.
 

Kan drømmen komme i opfyldelse?


Fleksleasing passer specielt godt til mc, da man kun betaler registreringsafgift af de måneder, man vælger at køre på motorcyklen. Derved spares der penge i registreringsafgift. Men leasingselskabet vil selvfølgelig have noget for sin ulejlighed, så det er ikke kun penge, der kan stoppes ned i lejerens lomme.
 
Leasingaftalerne er ofte lige så forskellige som udbyderne og derfor et vanskeligt marked at gennemskue som forbruger. For at få det nødvendige overblik over økonomien – fordele og ulemper ved at leje i stedet for at eje – må man være i stand til at lægge alle leasingudgifterne sammen (også det der står skrevet med småt) og holde dem op imod udgifterne ved et køb. Det bliver dog altid et regnestykke med ofte flere ubekendte – ved køb har man eksempelvis altid gensalgsprisen som en ubekendt faktor, med mindre man da beholder mc’en.
 
Kan jeg komme ud af leasingaftalen?
Nyeste forbrugerregel (siden 1. januar 2010) betyder, at man kan komme ud af en leasing-kontrakt efter et år, og det gør leasing lettere at overskue for private. Leasing er ikke et køb og heller ikke nogen kreditaftale, derfor gælder hverken købe- eller kreditaftaleloven, og leasing er et nyt ofte uoverskueligt marked præget af forskellige kontrakter uden faste regler.
 
Nærlæs kontrakten
Nærlæs kontrakten grundigt (se Tjekliste for leasingkontrakt og FDM privat leasingaftale) eller få hjælp af en kyndig person med erfaring på området, så du kan vælge en seriøs udbyder, der arbejder efter loven. Det er vigtigt, at leasingkontrakten ikke bevæger sig ind i en gråzone, hvor kontrakten begynder at ligne en købskontrakt, da det kan give problemer med Skat omkring den sparede afgift. Kan det samtidig bevises, at besparelsen har været så stor, at lejeren umuligt kan havde handlet i god tro, kan der tilmed blive tale om en straffesag med risiko for bøde og måske fængsel alt efter beløbets omfang. Ved oplagt svindel med afgiften hænger man selv på regningen – også selvom leasingselskabet har lovet, at alt var i orden. Det har ikke været muligt at få præciseret nøjagtig, hvornår grænser for køb eller leje overskrides. Derfor har vi helt undladt at beskæftiget os med tvivlsomme aftaler, eksempelvis hvor en lejeren køber den leasede mc efter leasingkontraktens udløb. 
 
Der skal ifølge Skat være klare regler omkring ejerforholdet, hvor det tydelig fremgår, at leasingselskabet ejer køretøjet.
 
Vil du køre i en begrænset periode på en luksus-mc, så er leasing en mulighed, hvor du ikke behøver at belaste din bankkonto med mc’ens fulde beløb. Det er ikke nødvendigvis billigere end at eje, og det er vigtigt at kunne overskue kontrakten og undgå uforudsete ekstraregninger.
 
Penge nok – en fordel at eje
Har du pengene til rådighed, er der som regel ingen tvivl om, at det stadig er en fordel at eje. Det er umiddelbart ikke drømmen om at score den store gevinst, der skal ligge til grund for leasing, men leasing åbner nye muligheder for at leje et køretøj i en tidsbegrænset periode og realisere et ellers uopnåeligt stævnemøde med drømmemodellen. Bare man mentalt kan klare tanken om, at hun reelt tilhører en anden og skal leveres tilbage igen.

Når leasingaftalen udløber, er det vigtigt at kende reglerne for udbedring af eventuelle små skader med mere - hvem skal betale for hvad og hvor meget. At man kan forudse sine samlede udgifter, er en af fordelene ved leasing. Men fordelen forsvinder hurtigt, hvis man ved aftalens ophør bliver præsenteret for en uforudset ekstraregning.
 
Ved kontraktens start lægger man et relativt stort depositum, som blandt andet skal dække det eventuelle tab. Hermed mister man en af fordelene ved leasing, da man nu ikke kender samtlige omkostninger, før motorcyklen bliver solgt ved kontraktens udløb.

Priserne på brugte mc har længe været relativ høje uden de store afskrivninger. Men ændrer mc-markedet sig og begynder at ligne bil-markedet, hvor gensalgspriserne har tradition for at falde betydelig hurtigere, så bliver usikkerhedsfaktoren omkring gensalg samtidig større.
 
 
Eksempler fra virkelighedens verden
Ved køb har man gensalgsprisen som en usikkerhedsfaktor. For at gøre det mere indviklet findes denne faktor også på nogle af leasingkontrakterne – eksempelvis MC To Lease, hvor lejeren selv står for restbeløbet, hvis gensalgsprisen bliver lavere end det forudbestemte beløb i kontrakten. Det vil sige, at man lejer en mc, men samtidig selv tager risikoen for en eventuel lav gensalgsværdi.
 
Der findes efterhånden et bredt udbud af leasingmodeller på markedet, som kan leases igennem forskellige udbydere – især for mc i den tunge ende af prisskalaen, hvor leasing bedst kan betale sig. 
 
Leasing-eksempel fra BMW

Forudsætninger:
·         Ekstrakilometer kan købes til 1 kr. pr. kilometer
·         Etableringsomkostning er sat til 3.500 kr og inkluderer panthaverdeklaration 750 kr samt nummerplade 580 kr
·         Kunden skal kunne kreditgodkendes af BMW Financial Services
·         Alle motorcykler på aftalen skal være fra indeværende år
 

BMW S 1000 RR. Se oplysninger om leasing på www.bmw.dk 

For leasing af motorcykler via BICA
 - Bica leasing 

Artiklen har også været bragt i TN
  2/10 s. 60-63.
 
 
 

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.