Køretips og ABS

Motorcykler og blomster skyder frem, når det er forår! Mc’en er sikkert trimmet og klar, men hvad med chaufføren? Her er et par kom-godt-derudad-tips til de grønne og lidt repetition til de øvede.

 
Glæden ved at blive genforenet med den tohjulede er høj. De fleste har ikke kørt på mc, siden den blev gemt væk i efteråret, og det er fristende at lade den spille lidt med musklerne og mærke det berusende sus, når den får lov at folde sig ud. Men erfaringen fortæller, at det tager tid (ofte længere end man tror) at blive dus med mc’ens kræfter og få bygget afstandsbedømmelse og reflekser op igen efter vinterdvalen – mc’en reagerer anderledes og er ofte langt kvikkere i acceleration og styring i forhold til ”vinterbilen” og ikke mindst trædecyklen.
 


Det er som regel chaufføren og ikke mc’en, der sætter begrænsninger. Moderne mc og dæk har masser af frihøjde og vejgreb, men man mister let evnen til at manøvrere, hvis man mister overblikket. Træn derfor både mentalt og fysisk i, hvordan du reagerer, hvis vejen drejer skarpere end beregnet.
 
Det danske vejnet har også haft en hård vinter, hvis vejret har været koldt. Hold øje med alvorlige frostskader – der er ofte mange veje med så store revner og huller i asfalten, at de kan være farlige at ramme på mc.
 
 
Små ujævnheder og urenheder på vejbanen er normalt intet problem for en mc, hvis man kører over dem i jævn fart uden at bremse samtidig – heller ikke med moderat nedlægning i sving. Men vejnettet kan stadig bære præg af en hård vinter. Vær opmærksom på store revner og huller i asfalten, der kan bringe mc’en ud af kurs.

Som mc’ister er vi desværre udsatte og risikerer ofte en hård medfart ved et eventuel uheld. For at undgå uheld er passiv kørsel et af nøgleordene – altså uden horn i panden og med et vågent øje på de øvrige trafikkanter og vejforløbet. Men det er lige så vigtigt, at man samtidig kan køre afslappet og med overskud, da panik forværrer stort set alle situationer, vi havner i.
 
Ifølge den seneste uheldsrapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker er ulykker i sving blandt de mest hyppige for mc’er. Motorcyklisten bliver overrasket over vejens forløb eller tilstand og begår overnævnte fejl – altså reagerer med panik. 4 af rapportens 11 svingulykker endte med en kollision med en modkørende. Panik forårsager ofte uheld, der kunne være undgået ved at bevare hovedet koldt. Men hvis hjernen stresses af en uoverskuelig situation, er det naturligt, at kroppen stivner og øjnene låser sig fast på den pludseligt opstået forhindring, så hvordan undgår man det?
 
 
Overhaling af en venstresvingende bil er en af de hyppige ulykkestyper med mc. Ligger man og ”snegler” efter en lastbil eller lignende, er det fristende at accelerere forbi rækken og komme videre. Men her bør alle alarmklokker ringe, da der kan gemme sig et køretøj foran i rækken, som har nedsat farten for at drejer til venstre.
 
Undgå panik
Kontrastyring og fokusering er de grundlæggende redskaber, som forhindrer, at man havner i en denne situation. (Kontrastyring: Når man trækker/skubber styret mod venstre, drejer mc’en til højre. Fokusering: Mc’en styrer derhen, hvor du ser. Det er vigtigt at se derhen, hvor du vil køre – aldrig på det som du vil undgå).

For nogle falder det naturligt at manøvrere med en mc, og de har det nærmest på rygraden. Men de fleste behøver træning, og mine oplevelser som kørekursusinstruktør fortæller, at vi stort set alle bliver bedre mc’ister, når vi øver.
 
 
Kør afslappet og med overskud, og vær samtidig opmærksom på informationer og indtryk fra trafikken og vejforløbet, så du hurtigt kan reagere på pludseligt opståede forhindringer.          

Er man bekendt med de nævnte teknikker, er det muligt at øve på egen hånd. Det skal selvfølgelig foregå under sikre forhold (eksempelvis en tom parkeringsplads), så man ikke laver et uheld i stedet for at forebygge et. Det er altid godt at være flere, hvis uheldet alligevel skulle være ude.

Tag på kørekursus
Langt mere effektivt og sikkert er det at benytte sig af et af de mange kørekurser (eventuelt FDM-MCTC kørekursus), der afvikles i løbet af sæsonen. De findes i alle kategorier – for helt uøvede og op til dem der vil ud at afprøve grænser.
 
 

Et kørekursus kan varmt anbefales, da man på kort tid får en koncentreret optimering og udvidelse af sine kørefærdigheder under sikre forhold og under kyndig vejledning. Foruden fornøjelsen med at tumle med mc’en får de fleste også et par nye trick med hjem i bagagen. Og mc-køsel er klart sjovest og mest sikkert, hvis man kører med overskud og kan slappe af og nyde turen.
 
Katastrofebremsning og ABS
At kunne stoppe mc’en sikkert og effektivt er selvfølgelig også en vigtig del af sikkerheden. Touring Nyt testholdet tilbagelægger hvert år mange tusind kilometer i al slags vejr, og alle på holdet er tilhængere af ABS. Men hvorfor  er testholdet så imponeret af en ”bremse-hjælper”, har de glemt, hvordan man bruger bremserne? 

En øvet chauffør kan i nogle tilfælde hamle op med en velfungerende ABS på optimal, tør og jævn asfalt. Men i det virkelige liv er asfalten ofte alt andet end optimal – med vejbelægninger af skiftende kvaliteter og til tider en fugtig eller våd asfalt. Putter man samtidig overraskelsesfaktoren ind i bremseforløbet – overraskelse er altid til stede ved en pludselig opstået situation – så virker ABS bremser endnu mere fordelagtig.
 
 
På våd vej med dårlig friktion bliver selv en dygtig chauffør overgået af selv middelmådige ABS-bremser.  

Det tyske mc-magasin Motorrad har lavet en ABS test med forskellige mc-modeller, hvor ABS’en i kritiske situationer slår selv en meget erfaren testkører med flere længder. Fra 100–0 km/t på en BMW K 1300 S brugte Motorrads toptester på tør asfalt 36,5 meter med ABS og 36,7 meter uden ABS. Men på våd asfalt med tværgående vejstriber tog det 48,1 meter at stoppe med ABS og 58 meter uden ABS!
 
Altså en forøgelse af bremselængden med 10 meter uden ABS. Det taler sit tydelige sprog, og tallene burde fjerne enhver diskussion, om ABS er en fordel. Specielt når man tager i betragtning, at Motorrads bremse-tester er topprofessionel.    
 
ABS er som selen i en bil
ABS kan betragtes på linje med selen i en bil eller lignende sikkerhedsanordninger – sikkerhed du forhåbentlig aldrig får brug for. Men ingen kan sige sig fri for pludselig at skulle katastrofebremse. Eventuelt for en bil som ikke overholder sin vigepligt (bare en tænkt situation). Her ved man naturligvis ikke på forhånd, om det bliver på tør og god asfalt eller på vej gennem lidt oliespild på en regnvejrsdag.

Så længe motorcyklen er i en oprejst position, sikrer ABS’en effektivt bremsning og minimerer risikoen for styrt og eventuelt følgende ubehageligheder. Skrider dækkene under en opbremsning uden ABS, skal chaufføren reagere ultrahurtig for at undgå et styrt, og en efterfølgende rutsjetur, der slutter under en bil, fremmer næppe køreglæden.

Står du og skal købe ny mc og har mulighed for at vælge ABS, bør du ofre de sidste kroner på ABS modellen og få den ekstra sikkerhed med. Pengene kan senere vise sig at være givet godt ud. 
 
Artiklen har også været bragt i TN 3/10 s. 78-80.