Grundet lovkrav om større iblanding af bioethanol i brændstof blev den gamle benzinstandard Oktan 95 med 5 % iblanding af bioethanol (E5) erstattet af den nye og mere miljøvenlige Oktan 95 med 10 % iblanding af bioethanol (E10) 1. januar 2020.
Som vi også tidligere har skrevet, så har den nye benzinstandard ingen betydning for langt de fleste køretøjer. Men er man ejer eller bruger af en "ældre" motorcykel, bør man være særligt opmærksom, når man tanker benzin. Her er det nemlig ikke lige meget, hvilken type benzin man fylder på.
Derfor har det også siden 2018 været et EU-krav, at blandt andet benzinstandere skal være udstyret med benzin-mærkater, så forbrugerne nemt kan vælge den rigtige benzin.
Kan min motorcykel holde til at køre med E10?
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens motorcykel kan holde til at køre med E10-benzin eller ej, så findes der heldigvis en række lister med information om netop dette.
Nedenfor har vi udvalgt tre af dem, som henholdsvis er skrevet på dansk, tysk og engelsk. Hvis et mc-mærke eller mc-model ikke fremgår af listerne, kan man i stedet kontakte relevant forhandler/importør.
- Drivkraft Danmark – liste på dansk (motorcykler fra side 6)
- DAT – liste på tysk (motorcykler fra side 17)
- ACEM – liste på engelsk
På siden fuel-identifiers.eu kan man læse mere om mærkaterne for benzin og diesel.
Mærkningskrav gælder også el-køretøjer og ladestationer
EU's såkaldte mærknings-direktiv gælder ikke kun for benzin og diesel – el er også en del af pakken. EU har nemlig vedtaget et sæt harmoniserede mærker i hele Europa, som er et krav fra og med 20. marts 2021.
De nye el-mærkater bliver anbragt:
- på nyligt producerede el-køretøjer i nærheden af køretøjets ladeplacering og på hvert ladestik
- på løse ladekabler
- i vejledningen eller i den elektroniske håndbog til køretøjet
- på EV-ladestationer ved udtaget eller ved opbevaringsstedet for køretøjets tilkoblingskabel
- hos forhandlere
På fuel-identifiers.eu kan man også læse om el-mærkningen og de (mange) forskellige mærker/etiketter.