De fleste store rejse-enduro’er og touring-mc’er er udstyret med kardantræk, som er slidstærkt og stort set vedligeholdelsesfrit.
I mere ekstreme tilfælde, hvor motorcyklen skal kunne bruges til at køre i dyb, løst sand eller lignende er valget af træksystemet mere vigtigt. Her er kardan umiddelbart den bedst løsning, især hvis der er tale om længere eventyr-rejser. Kædetræk er absolut også anvendelig (hvis bare man er omhyggelig med at kontrollere og servicere), men bæltetræk er uegnet til hardcore offroad-kørsel, da det som nævnt er sårbart over for sand og lignende i systemet. I den anden grøft med sports-mc’er til asfalt og eventuel banekørsel er kædetræk en klar favorit. Også fordi det vejer mindre.
Hvad er bedst?
Efter de mange forskellige parametre vælger producenterne, hvilken transmission der passer bedst til deres forskellige modeller. Med mindre man for enhver pris vil undgå nogle af de nævnte ulemper, som rengøring af rester fra kædefedt eller andet, så er det mere væsentlig i udgangspunktet at overveje, hvilken mc-type man ønsker, da alle tre træksystemer er velfungerende til almindelig landevejskørsel.
Både kæde-, bælte- og kardantræk er gennemprøvede teknologier, som alle har været brugt i lang tid på forskellige motorcykler. Hvilken af de tre der er ”bedst", afhænger af kørselsbehov, køremåde og/eller personlige præferencer.
Korte fakta om transmission
Kæden har lav friktion – så længe den er i orden og vedligeholdt. Den er billig, effektiv, men kræver vedligehold og smøremidlerne sviner en del.
Bælte er ligesom kardan en ren løsning, men også mest sart over for skidt og snavs i systemet. Kardantræk er solidt, effektivt og næsten vedligeholdelsesfrit, men ofte både dyr at fremstille og reparere, hvis noget går i stykker. En kardan-transmission er samtidig det mest stive og effekt-slugende.
Kæde-reaktion
Langt de fleste motorcykler er drevet af kæde. Kæden kræver dog en del vedligeholdelse i form af smøring og løbende justeringer, da en kæde strækker sig i takt med, at den bliver slidt.
Kæden er udslidt og skal senest skiftes, hvis man kan løfte leddene midt på det stykke af kæden, der har kontakt med bagtandhjulet, og man derved kan se mellem kæde og tandhjul. Kæde og tandhjul skal skiftes samtidig, da slidte tandhjul hurtigt ødelægger en ny kæde og omvendt.
Der findes flere forskellige systemer som Scottoiler, Prooiler med flere, hvis man ønsker en automatisk kædesmøring, der normalt forlænger kædens levetid med mange tusind kilometer.
O-ringskæder (eller X-ring, Z-ring med mere) er de mest brugte kædetyper i dag. De udmærker sig med gummipakninger, som holder på fedtet inde i kæde-leddene. Det forhindrer kædeleddene i at tørre ud og samtidig skidt og snavs i at trænge ind – de skal dog stadig smøres for at nedsætte friktionen og sliddet ved kontakten med kædehjulene.
En O-ringskæde holder i gennemsnit 20.000 til 25.000 km uden hjælp fra automatisk smøring eller lukket kædekasse eller lignende, som kan forlænge levetiden.