Superbike-succes for Tirsgaard brødrene

Brødrene Tirsgaard satte sig på de to første pladser i weekendens to Superbike DM løb på Mantorp Park i Sverige, hvor Michael Møller Pedersen hver gang snuppede den sidste plads på podiet.

Løb 3 og 4 i DM Road Racing i Superbike-klassen blev afviklet i den forgangne weekend på Mantorp Park - som en del af et Zenergy Racing arrangement med danske og svenske kørere. Steven og Simon Tirsgaard deltog i Superbike på deres BMW S 1000 RR maskiner, hvor Steven vandt begge løb, Simon indtog 2. pladserne, og Michael Møller Pedersen snuppede to 3. pladser.

 

Lørdag satte Steven Tirsgaard pole med omgangstiden 1:17,423 for de 3106 meter - og Simon Tirsgaard startede som nr. 2. Starten blev dog taget af Michael Møller Pedersen #58, og Steven og Simon dumpede ned på 3. fjerdepladsen. Det blev der dog ret hurtigt lavet om på, da Simon og Steven gik i front og trak fra feltet.

 

Foto Morten Kimer Hansen: kimersfoto.dk

Det udviklede sig hurtigt til en meget tæt dyst mellem brødrene, hvor føringen skiftede lidt mellem dem, men ved det ternede flag var Steven Tirsgaard først med Simon Tirsgaard 1 sekund efter. 3. pladsen blev indtaget af Michael Møller Pedersen 10 sekunder efter. Simon kørte den hurtigste omgangstid i løbet på 1:17,464.

 

Søndagen havde Simon Tirsgaard pole med tiden 1:16,857 med Steven Tirsgaard på startplacering som nr. 2. Starten blev taget af Steven ned i det første sving, men de øvrige kørere kom meget tæt efter. Løbet udviklede sig hurtigt til en gentagelse af lørdagens løb og blev igen et tæt race mellem brødrene Tirsgaard.

 

For enden af baglangsiden var der gult flag grundet styrt gennem hele løbet, hvor der ikke måtte overhales, og det udnyttede Steven til sin fordel. Placeringen i mål var med Steven Tirsgaard som nr. 1, med Simon som nr. 2 0,312 sekund efter og Michael Møller Pedersen på 3. pladsen - 14 sekunder efter. På løbets 8. omgang satte Simon den hurtigste tid i løbet på 1:16,679 sekund og på samme omgang kørte Steven en tid på 1:16,766 – de 2 hurtigste tider på banen, som blev kørt fredag, lørdag og søndag.

 

Michael Møller Pedersen siger om weekenden: ”Jeg er efter omstændighederne rigtig godt tilfreds med mine to 3. pladser. Jeg manglede et lille sekund pr. omgang for at kunne gøre mig gældende i kampen om 1. pladsen. Jeg kunne have satset hele butikken i et forsøg på at følge de to Tirsgaard-brødre, men uden ordentlig føling med forhjulet synes jeg ikke det var værd at risikere et styrt og potentielt smide 32 point væk i den samlede stilling”

Foto Morten Kimer Hansen: kimersfoto.dk

Det blev ikke den flerdobbelte danmarksmester René Prang’s weekend – måske der alligevel er noget om det med nr. 13 og uheld. Efter sidste løb søndag kunne en både frustreret og ærgerlig Prang se tilbage på en weekend, hvor stort set al modgang samlede sig om ham. Ingredienserne var: Oliespild, styrt og endnu et styrt efter at være blevet påkørt søndag, med trykket ribben og en mørbanket krop samt en skadet maskine til følge.

Stillingen i DM Superbike:

Den samlede DM-stilling efter weekendens to løb på Mantorp. Steven Tirsgaard fører med 86 point, Simon Tirsgaard 2. med 85 point, Michael Møller Pedersen 3. med 73 point, Ulrik Døssing Nielsen 4. med 26 point og Rene Prang på 5. pladsen med 24 point.