“If it was easy, it wouldn’t be the Dakar”. Sådan lyder et af de gængse Dakar-ordsprog, og det viser sig gang på gang at være sandt. Den 40. udgave af Dakar Rally, som blev skudt i gang lørdag 6. januar i Peru, var ikke mange timer gammelt, før strabadserne og ikke mindst ulykkerne begyndte at ramme deltagerne.
Efter bare et par hundrede meter på 1. etape måtte Joaquim Rodrigues fra indiske Hero Motorsports udgå, da han var involveret i et spektakulært styrt, som sendte ham en tur på hospitalet. Den 36-årige portugisiske rytter havde inden Dakar udtalt, at “My first goal is not crashing!”, men sådan gik det ikke den ellers højt-seedede kører, som deltog første gang i 2017 og sluttede med en imponerende 12. plads. Noget længere inde i første etape - efter 72 km - var det så Adrien Metges (Sherco) tur til at forlade løbet, da han brækkede skinnebenet i et styrt.
Der har (endnu) ikke været uheld blandt de største favoritter. En af Hondas i alt fem kørere, Paulo Goncalves, måtte desværre allerede før starten i Sydamerika melde afbud på grund af skulder- og knæskader. Heldigvis har Honda fire andre talenter på deres CRF450 Rally’er: Kevin Benavides, Michael Metge, Ricky Brabec og selvfølgelig Joan Barreda, som desuden tog sejren på 2. etape søndag.
Første etapesejr gik til KTM, da den britiske fabrikskører Sam Sunderland, der debuterede som øverste mand på podiet netop for KTM i 2017, kørte først over målstregen i Pisco, Peru. Det samme skete mandag på 3. etape, hvor Sam Sunderland igen tog sejren - denne gang foran Hondas Kevin Benavides.
Hvis “Super Sam” og KTM skulle gå hen at vinde hele løbet, vil det være intet mindre end 17. sejr i træk, siden det østrigske mærke begyndte at deltage i 2001.
Løbet fortsætter i Peru indtil torsdag, hvor etapen slutter i La Paz, Bolivia. På 9. etape krydser kørerne igen en landegrænse og slutter i Salta, Argentina. Målstregen på 14. og sidste etape er Córdoba i Argentina.
Se video fra 3. etape herunder.