Først på ugen måtte KTM og Husqvarna tilbagekalde et antal motorcykler med mulige bremsefejl, og nu er turen så altså kommet til Ducati og Aprilia, der har meldt ud, at adskillige modeller er i risikozonen. Alle fabrikaterne bruger Brembo-bremsedele, og det er altså i disse, at fejlen ligger. Ifølge Europa-Kommissionens ugentlige rapport er følgende modeller omfattet af problemerne:
Aprilia:
- RSV4
- Tuono 1100
Ducati:
- Scrambler
- Multistrada
- Monster
- XDiavel
- Panigale
"Det er ikke alle eksemplarer af Aprilia RSV4- og Tuono 1100-modellerne, der er berørt, vi har en liste med stelnumre, der er i risikozonen, som vi indkalder til service", forklarer Jan Norup Rasmussen, der er Service Manager hos den danske Aprilia-importør TMP. Det drejer sig på landsplan om 43 motorcykler, som TMP således vil indkalde for at få skiftet det problematiske bremsestempel, hvilket naturligvis gøres uden beregning, forsikrer Jan Norup Rasmussen.
Produktchef for Ducati Danmark Pernille Ingemann understreger, at der er tale om en lille fejl på stemplet i forbremsen, der let kan udbedres. "Alle ejere bliver helt automatisk kontaktet af Ducati, og bliver bedt om at køre motorcyklen til nærmeste autoriserede værksted for at få udskiftet de nævnte dele. Det er hurtigt klaret og gøres uden beregning". Herhjemme er 45 Ducati-motorcykler påvirket af tilbagekaldelsen.
Indtil videre er KTM, Husqvarna, Ducati og Aprilia altså blevet ramt af disse tilbagekaldelser, men mange flere motorcykelmærker benytter Brembo-bremsedele, så det kan ikke udelukkes, at flere er ramt. Vi følger sagen.