MC nyheder

Kina vippet af pinden som verdens største motorcykelproducent

  • Royal-Enfield-Classic-350-Side-press.jpg
  • india-1617463_1280.png

Kina har i mange år toppet listen over de lande, der producerer flest motorcykler, men i finansåret 2016/2017 er de blevet overhalet af naboerne fra Indien.

17.590.000 motorcykler. Så mange maskiner er rullet ud af produktionshallerne i Indien det seneste år, og det er nok til at give det asiatiske land titlen som den største motorcykelproducent i verden.

Indiens befolkning på 1,32 milliarder mennesker og et af de hurtigst voksende bruttonationalprodukter på kloden har medført bedre veje og flere potentielle købere på hjemmemarkedet.

Dertil kommer, at de indiske motorcykelfabrikanter for alvor har gjort deres indtog i Europa gennem samarbejder med og investeringer i allerede etablerede mærker. Mens Royal Enfield er blevet produceret i Indien i årtier, har blandt andet KTM, Kawasaki og BMW de senere år rykket dele af produktionen og/eller salget til det asiatiske land.

Senest kunne vi berette, at Triumph havde indgået et samarbejde med indiske Bajaj Auto for at udvide produktionen af små og mellemstore motorcykler. Det kan man jo ikke bebrejde dem, når Indien hver tredje dag producerer det samme antal motorcykler, som Storbritannien præsterer på et helt år.

Langt de fleste motorcykler, der sælges i Indien, er dog under 125 cm3, så de storsælgende modeller er ikke nogen vi kender herhjemme. Salget foregår fortrinsvis på hjemmemarkedet, de asiatiske nabolande samt Afrika og Sydamerika.

Den eneste "rigtige" motorcykel i europæiske øjne på den indiske top 10-liste er i øvrigt den 350 kubiks Royal Enfield 350 Classic, der kan ses i galleriet ovenfor.