Unik motorsportslegende er gået bort

  • untitled.png
  • John_Surtees_at_Goodwood_Revival_2011_(cropped).jpg

John Surtees døde i en alder af 83, men han vil blive husket som et af de absolut største navne nogensinde i motorsportshistorien.

Surtees vil blive husket for sine mange mc-sejre - og ikke mindst for sin helt unikke præstation: at være den eneste mand som nogensinde har vundet verdensmesterskaber i kongeklasserne på både to og fire hjul.

Den hurtige brites legende-status startede i motorcykelrace, hvor han i 1950'erne til tider var nærmest uovervindelig og etablerede sig som målestok for, hvad der var muligt at opnå på to hjul.

Hans statistik i motorcykelkarrieren er forbløffende. 1958, 1959 og 1960 vandt John Surtees 32 ud af 39 race og blev den første mand, der vandt Senior TT på i Isle of Man TT tre år i træk. 

Surtees vandt sin første VM-titel i 500-klasssen i 1956, og efter 6 VM-titler på tre år fra '58 til '60 var hans berømmelse spredt til alle verdenshjørner både i og uden for motorsport. 7 VM-titler på to hjul blev det til i alt på MV Agusta - med 3 i 350 kubik klassen og 4 titler i 500 GP.  I 1959 vandt Surtees desuden ”BBC Sports Personality of the Year”, som den hidtil eneste motorcyklist med denne titel.


Surtees var i krop og sjæl motorcyklist og havde umiddelbart ingen interesse i biler. Alligevel lokkede udfordringen på fire hjul så meget, at han blev en etableret F1-kører i 60’erne og vandt som den hidtil eneste motorcykel-verdensmester også F1-verdensmesterskabet i 1964 for Ferrari.

Fredag den 10. marts 2017 sov legenden John Surtees stille ind efter længere tids sygdom – æret være hans minde.