Lige som man troede (eller håbede på), at verden ikke kunne blive mere digitaliseret, tager italienske Ducati den skridtet videre. Under navnet “Ducati Scrambler Hashtag” har Ducati netop lanceret et helt nyt koncept, hvor en af deres motorcykler kan købes online. Faktisk kan den kun kan købes online.
Selve handlen foregår dog ikke kun online. Indkøbsproceduren er opdelt i følgende trin:
- Køb en kupon på 500 euro via Ducatis hjemmeside
- Tag forbi den nærmeste Ducati-forhandler og skriv kontrakten under
- Vent. Motorcyklen bliver leveret hjem til dig
Som et “specielt tilbud” får Hashtag-købere 20 procent i bonus på originalt Sixty2-udstyr. Den “nye” Hashtag er nemlig en Scrambler Sixty2 (399 kubik, 41 hk og 183 køreklar kilo) – bare med sort tank, forskærm og styr og et andet sæde med Scrambler-logo på.
I første omgang er Hashtag kun tilgængelig i Italien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal til en pris på 6.990 euro. Ifølge planen skulle den dedikerede Hashtag-hjemmeside med indkøbskurv og hele molevitten være i luften nu. Men under Touring Nyts seneste besøg på hjemmesiden, var der ikke andet end hvid skærm at se. Det kommer nok snart. #deerskøredeitalienere