MC nyheder

GIGA mc-udstilling i København

  • IMG_6006.JPG (1)
  • IMG_2549.JPG
  • IMG_2673.JPG
  • IMG_1231.JPG

Februar 2018 er importørerne atter tilbage med en stor motorcykel-udstilling i København efter mange års pause.

For første gang i mange år kommer der i 2018 igen en importør-udstilling i hovedstaden. Uldjyderne har været forfordelt de senere år, men nu kommer København altså også på landkortet med en stor MIF (Motorcykel Importør Foreningen) udstilling.

Udstillingen afvikles samme sted i København, som dette års forhandler-udstilling – altså i Lokomotiv-værkstedet tæt ved Fisketorvet. Men da den kommende udstilling bliver langt større end den seneste mc-udstilling på lokationen, så er både hovedhallen og nu også tillægshallerne booket til motorcykler i 2018.

Alle motorcykelmærkerne er samlet på et sted, og der loves flere spændende spisesteder med forskellige kulinariske oplevelser på udstillingen.

MC Touring Club er naturligvis også med blandt de mange udstillere. Vi glæder os allerede til masser af dækspark og mc-snak med besøgende på vores stand.

Arrangementet afvikles 24.-25. februar 2018. Otto Busses Vej 5A, 2450 København SV.

Entre for voksne er 150 kr. Børn under 12 år (i følgeskab med voksne) har gratis enter.