MC nyheder

Mc-udstilling fejrer 20 år

  • Forever 2 Wheels 2016 (117).JPG
  • Forever 2 Wheels 2016 (22).JPG
  • Forever 2 Wheels 2016 (6).JPG

Mc-messen Forever 2 Wheels, som løber af stablen lørdag 14. april i Fredericia Messecenter, kan fejre 20-års jubilæum i 2018.

Der er lagt op til ”masser af motorcykel”, når Forever 2 Wheels byder mc-folket indenfor lørdag 14. april i MESSE C i Fredericia. Ikke alene har temperaturerne langt om længe fået forårskvalitet, i år er også 20. gang, at arrangør Carsten Bøttern byder velkommen til mc-fest i Fredericia.

”Jeg er både stolt og taknemmelig over, at vi kan slå dørene op for 20. gang. Den første gang var i januar 1999, hvor stand-planen blev lavet på ternet papir, og hvor jeg med familie og venners hjælp fik pyntet lidt op på den tomme hal. Jeg havde lånt et stereoanlæg i den lokale radio/tv-forretning, hvis der nu skulle blive stille – men 800 mennesker valfartede til Fredericia, og der blev alt andet end stille,” siger Carsten Bøttern.

Han glæder sig til at markere jubilæet med en begivenhedsrig dag, hvor feststemte og forårskåde mc-entusiaster samles, og hvor 2018-sæsonen sparkes i gang med manér. Som altid er der masser af både nye og brugte motorcykler på programmet – custom bikes, sportsmaskiner, café-racere, airbrush-malede motorcykler og meget mere.

”Der er masser af de velkendte udstillere, hvoraf flere har været med næsten fra starten, og de byder blandt andet på lækre motorcykler, værktøj, reservedele samt gejl og bling til både chauffører og deres cykler,” siger Carsten Bøttern.

Musik og mad til motorcyklisterne

Dagen byder også på bodypaint med Paint Killers fra Tyskland, og der vil også være live-musik med guitaristen Ashley Mulford, som er et kendt og skattet indslag på Forever 2 Wheels.

”Man kan også opleve et af Danmarks bedste træf-bands – Hillbilly Bones – og lokale Black Income giver den gas blandt andet med numre fra deres debutalbum, som fik fem stjerner i Gaffa, lyder det fra Carsten Bøttern.

Om aftenen bliver der også god mulighed for at ryste vinteren af sig, når to lokale klubber, MC Chaufførerne og Fredericia Harley-Davidson Club, holder fest. Carsten Bøttern garanterer, at ingen behøver at forlade F2W på tom mave. I bistroen er der stegt flæsk med persillesovs og brændende kærlighed, og ved scenen sørger ”Burger Madsen” og hans kone for burgere i verdensklasse. Desuden er der rundt i hallerne is, pizza, pølser, kaffe, kage og andre gode sager.

”Jeg glæder mig så meget til at fejre jubilæet sammen med familie, nære venner, udstillere, besøgende og ’legekammerater’. 20 forår i træk har jeg skabt rammerne, udstillerne har udfyldt dem, og gæsterne har bidraget med fed stemning og hyggelig atmosfære – sådan bliver det også på lørdag,” siger Carsten Bøttern.