MC nyheder

MV Agusta køber sig fri af Mercedes

  • 12029560_10153554772385279_1480410449744562721_o.jpg
  • 12028647_10153554771980279_750269611488745309_o.jpg
  • 11999566_10153554771960279_3298155291775290448_o.jpg
  • 11222387_10153554772535279_996796735273847396_o.jpg
  • 11889990_10153554772925279_7407605870547972112_o.jpg

Holdingselskabet bag MV Agusta har fået ny investor, der har bragt mærket tilbage på italienske hænder.

Mon MV Agusta kender historien om Peter og Ulven? Noget kunne tyde på det modsatte, for nu har de endnu en gang råbt vagt i gevær og annonceret, at en ny virksomhedsstruktur og et friskt skud midler skal bringe motorcykelproduktionen og -salget tilbage til fordums storhed.

Det hæderkronede italienske mærke har været i økonomiske vanskeligheder siden… Ja, i hvert fald stort set hele dette årtusinde og en god del af det foregående. Men én ting må man give dem, de kaster ikke sådan håndklædet i ringen hos MV Agusta, og skal man tro den udsendte pressemeddelelse, er de altså nu på vej frem for fuld udblæsning.

Den tyske bilfabrikant Mercedes-AMG, der har ejet 25 procent af motorcykelmærket siden 2014, er blevet købt ud, og MV Agusta Motor S.p.A er nu ejet udelukkende af MV Agusta Holding. Dette er gjort muligt, fordi holdingselskabet har fået en ny aktionær og dermed en økonomisk indsprøjtning i form af investeringsselskabet ComSar, der er del af det russiske Black Ocean Group.

Men selvom det er russiske penge, der kommer til undsætning, er det dog stadig Giovanni Castiglionis GC Holding, der har aktiemajoriteten, og han udtaler i en pressemeddelelse, at den nye forretningsstruktur er en vigtig milepæl i at forstærke MV Agusta’s kernevirksomhed; at producere højtydende luksusmotorcykler.

Klog af skade vil vi passe på med at love for meget om MV Agusta’s fremtid, men det italienske mærke har inden for de seneste 12 måneder genereret overskud som resultat af den løbende omstrukturering, og vi krydser i hvert fald fingre for, at de kan blive ved med at lave lækre motorcykler!