MC nyheder

Nye afgiftsregler for motorcykler

Efter en periode med uvished, som har påvirket stort set al handel med motorkøretøjer negativt, så er der nu endelig nyt omkring registreringsafgiften for motorcykler og biler.

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti lavet en aftale om nye satser for registreringsafgift på motorcykler, der træder i kraft fra den 3. oktober 2017.

Hovedpunkterne i den nye registreringsafgift er, at den laveste beskatning sænkes fra 105 % til 85%, mens den høje 150 % beskatningen bibeholdes. Skalaknækket for mc’er, der tidligere har ligget på 33.600 kr. hæves derudover til 58.400 kr. 'Skalaknækket' er den værdi, hvor man i beregningen skifter fra den lave til den høje procentsats. Hidtil har man betalt 105 % af de første 9.600-33.600 kr. af motorcyklens værdi og 150% af resten. Det ændres efter de nye regler dermed til, at man betaler 85 % afgift af de første 9.600-58.400 kr. og 150% af resten. 

Det betyder at motorcykler fra ca. 100.000 kr. og opefter vil falde mest, hvorimod der ikke er så meget at komme efter på dem der ligger under det niveau. Eksempelvis vil der være godt 10.000 kr. at hente på en mc til 100.000 kr. og ca. 20.000 kr. på en der hidtil har kostet omkring 150.000 kr.  

Alle priseksempler her er cirkapriser. Det forlyder nu, at både ABS-fradraget og bundfradraget op til 9.600 kr. bibeholdes for motorcykler, men intet er jo skudsikkert i politik før, lovforslaget er endeligt vedtaget. Afgift er dog kun et af de parametre, der afgør prisen på en motorcykel, da valutakurser, avance m.m. også spiller en rolle. Vi bringer nyt fra de forskellige mærker, når branchen har fastsat deres priser efter det nye afgiftssystem.