MC nyheder

Sammendrag fra en veloverstået generalforsamling

  • GF17-1.jpg
  • GF17-10.jpg
  • GF17-7.jpg
  • GF17-6.jpg
  • GF17-5.jpg
  • GF17-4.jpg
  • GF17-3.jpg
  • GF17-2.jpg
  • GF17-9.jpg
  • GF17-8.jpg

 

Solen skinnede på de 101 fremmødte medlemmer, da første generalforsamling efter generationsskiftet i MCTC løb af stablen i HCA Golf Boxen i Bogense.

101 veloplagte stemmeberettigede medlemmer benyttede det gode vejr den sidste weekend i april til at vise flaget ved årets generalforsamling. Generalforsamlingen er nummer 51 – og er dermed både starten på et nyt 50-år og et nyt kapitel for MCTC nu, hvor den tidligere forretningsfører og redaktør Gunnar Skrydstrup er gået på pension og Karsten Lindberg og Lars Rulffs tager over.

HCA Golf Boxsen i Bogense dannede rammerne om begivenheden, som udover selve generalforsamlingen også gav mulighed for afslapning med kaffe, kage, frugt og grønt. Det var også muligt at få stillet sulten med stedets tilbud på blandt andet pariserbøf, burger og dagens suppe.

De store græs- og parkeringsområder på stedet gav god mulighed for parkering for både medlemmerne af MCTC samt veteranbilklubben, som også var på besøg samtidig. Flot så det ud med glinsende krom og pudsede maskiner i solskinnet.

Formandens beretning rummede både gennemgang af jubilæumsåret 2016, hvor MCTC’s aktiviteter udover deltagelsen i FEMA og færdselskommissionen også talte både jubilæums-arrangementer og festligheder, Børnetræf og nyansættelser. Velkommen til sæsonen blev der også sagt til MC Touring Campen med nyt lederpar, som fik rosende ord med på vejen for en godt afviklet åbning og ønske om en god sæson. Foreningens økonomi, som er tynget af et Camp-underskud i 2016 på lidt over en million kroner endte ud med et samlet overskud på 122.000 kroner og medlemstallet blev oplyst til 36.748.

Gunnar Skrydstrup fik en stor tak og et tilhørende ikke så lille bifald og formanden sluttede af ved at vise den nye organisation på storskærmen. Beretningen var tilbundsgående, og der var kun ganske få bemærkninger. Efter formandens beretning fremlagde foreningens nye direktør, Karsten Lindberg, regnskabet for 2016 samt budgetskitsen for 2017.

Der var 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter på valg. Ingen af de fremmødte menige medlemmer ønskede sig ind i bestyrelsen, og det endte derfor med lidt omrokering i den allerede siddende bestyrelse. Jan Kaae (tidligere 2.-suppleant), Finn Otkjær og Carsten Bjarnov (tidligere 1.-suppleant) blev valgt som bestyrelsesmedlemmer med henholdsvis 48, 47 og 39 stemmer. Kim Jönsson blev 1. suppleant med 37 stemmer og Kasper Kjærsgaard fik 2. suppleant-posten med 35 stemmer.

Som altid var der efterfølgende afslapning og hygge i spejderhytten ved Skåstrup strand.

 

Se yderligere foto taget af Thomas Nielsen på Facebook og glæd dig til næstformand Lene Michelsens mere tilbundsgående beretning fra generalforsamlingen, når Touring Nyt 4/17 udkommer den 2. juni.