MC nyheder

Tirsdag på EICMA

  • Tiger 1200 XCA  (5).jpg
  • KTM 790 DUKE 2018_Action 02.jpg
  • 2018_YAM_MT09TRGT_EU_SMX_ACT_005.jpg
  • 2018_YAM_TENERE700_EU_DPBMC_ACT_005.jpg

Tirsdag markerede første officielle dag på EICMA-udstillingen, og de fleste store mærker benyttede lejligheden til at afsløre deres nye modeller til 2018 – her er et overblik over dagens præsentationer fra KTM, Triumph og Yamaha:

KTM

KTM's stand var som altid domineret af mærkets orange karakterfarve, og til pressekonferencen bød de på en skarp nyhed i Duke-familien.

790 Duke
Et nyt parrallel-twin eventyr starter med KTM’s skarpe mellemklasse streetfighter 790 Duke, som østrigerne har givet det skarpe øgenavn skalpellen.

Udråbt som den "ultimative streetfighter" lægger KTM op til ballade i den nøgne mellemklasse, hvor de vil stjæle opmærksomhed fra populære modeller som Triumph Street Triple og lignende, med deres nye 790 Duke.

Til opgaven er 790 Duke skabt med en ultrakompakt LC8 parallel-twin med 105 hk ved 9.000 omdrejninger, og motoren er en medbærende del af rammen for at spare vægt. Den opgives til kun 169 kg – og allerede her begynder det at lyde rigtigt sjovt.

Med udstyr som sving-ABS, traction-control, launch-conrol og quickshift passer 790’er-elektronikken godt på sin chauffør, hvis skæbne altså ikke alene er overladt til en følsom højere hånd. Standard er er også TFT-instrumentering med smartphone opkobling.

790 Adventure R
KTM viste også en prototype, der er bygget på og har samme parallel-twin motor som Duke'en, med navnet 790 Adventure R. Konceptet blev præsenteret af KTM's Dakar-vinder Sam Sunderland.

Triumph

Triumphs pressekonference startede med fremvisningen af et par modeller, som vi kendte på forhånd, men endnu ikke har set i levende live. Det drejede sig om specialmodellen Triumph Bobber Black, som vi tidligere har skrevet om her, samt den nye Triumph Speedmaster, som vi tidligere har skrevet om her.

Der var dog også et par reelle nyheder, nemlig de nye udgaver af Triumphs adventuremaskiner, Tiger 800 og Tiger 1200.

Tiger 800 og 1200

Triumphs Tiger-familie kommer i nye udgaver til 2018 med et nyt design og opdateret teknik. Fælles for den lille og den store model er blandt andet nye LED-lygter med signaturlys foran, oplyste knapper på venstre side af styret til betjening af diverse udstyr samt en ny, skarp TFT-skærm til instrumenteringen.

Den lille Tiger 800 har derudover fået opdateret drivlinjen, så den 3-cylindrede motor, nye, lettere udstødning og forbedrede gearkasse med lavere udveksling i 1. gear bør skabe en bedre køremaskine – også når asfalten slipper op. Derudover kan den 95-hestes motor også leveres i en neddroslet udgave, der kan køres med A2-kørekort.

Den store Tiger 1200 har været på slankekur, og har smidt 10 kg fordelt over motoren, chassiset og udstødningen, så den er mere medgørlig i terrænet og mere dynamisk på landevejen. Det bakkes op af nye køreindstillinger med seks forskellige trin samt gearkasse med Shift Assist, der muliggør gearskift uden brug af koblingsgrebet – både op og ned.

Derudover har den fået et nøk op på udstyrsfronten, med nøglefri start, opdateret fartpilot samt adaptivt kurvelys, der skal oplyse vejen mere effektivt i sving i mørke.

Både Tiger 800 og 1200 kommer i den gadeorienterede XR-version og den terrænorienterede XC version, og Triumph tilbyder derudover Tiger-modellerne i flere forskellige udstyrsniveauer, der tilføjer endnu et bogstav til navnene.

Yamaha

Yamaha afholdt faktisk pressekonference allerede mandag aften, inden de nye motorcykler var et finde på mærkets EICMA-stand tirsdag. Under sloganet ”Pioneers of Emotion” præsenterede japanerne ikke mindre end 6 opdateringer og en enkelt nyhed til 2018.

MT-09 SP
Ligesom med MT-10, har Yamaha lavet en SP-version af deres MT-09 med udvidet motorstyring, quickshift, Assist- og Slipper-kobling og traction-control. Den sportslige udgave har også fjernbetjente Ölins-bagdæmpere og fuldt justerbar forgaffel, og som noget helt nyt, er instrumenteringen med hvide informationer på sort baggrund.

MT-07
Yamahas populære MT-07 blev præsenteret i en opdateret Dark Attraction-udgave med nydesignet tank og luftindtag, ændret forlygtedesign, opdateret affjedring til mere sportslig kørsel og et nyt sæde.

Tracer 900 opgradering og Tracer 900 GT
Tracer 900 kommer med større én-håndsbetjent kåbeglas, nydesignede greb og en længe ventet bedre fører- og passager- sædekomfort.

Derudover kan touringfolket kan glæde sig over en ny Yamaha Tracer 900 i GT-version med både Quick-shifter, Curise-control, taskesæt og opvarmede håndtag. GT’eren skulle ifølge Yamaha være klar til levering i Juni måned 2018 i 3 forskellige farver.

XT1200ZE Super Ténéré Raid Edition
Til marts 2018 er det muligt at sætte klørene I en opdatering af Yamahas store endure-tourer XT1200ZE som kommer med en hel vifte af forbedringer og tiltag, hvoraf bl.a. kan nævnes nydesignede 37 liters alu sidetasker og topboks, større motorbundskjold, tåge-lygter23 liter tank og naturligvis en speciel Raid Edition-lakering.

Ténéré 700 World Raid
Yamahas T7 prototype er blevet lidt mere virkelig i form af Ténéré 700 World Raid, som Yamaha vil lade dedikerede kørere teste ude i virkeligheden i løbet af foråret 2018, inden de tilpasser den og sender den på markedet – højst sandsynligt til 2019 . Der er ikke tale om almindelig offroad, men om specielle barske rally-ruter rundt omkring i verden, og Yamahas Dakar-kører Nick Sanders har indvilliget i at kører den nye Ténéré 700 gennem nogle af Dakar-rallyets mest barske ruter efter det egentlige Dakar-rally i foråret 2018.

Niken
Den største nyhed var dog, at Yamaha er gået med på 3-hjulerbølgen og til 2018 kommer med modellen Niken, som vi tidligere har skrevet om her, og der i Eicma-sammenhæng blev præsenteret af ingen ringere end Valentino Rossi.

Følg med igen i morgen, hvor vi bringer den sidste runde nyheder fra årets EICMA-udstilling i Milano!