MC nyheder

Touring Nyt nummer 2 er på vej

 

Fredag den 17. marts begynder Touring Nyt nummer 2 at dukke op i postkasserne

 

Det gik meget bedre med Post Nord's distributionen af TN 1/17, som med ganske få undtagelser nåede ud til MCTC’s medlemmer fra nær og fjern – Ud af i alt 38.438 udsendte blade, måtte kontoret faktisk kun eftersende 24 blade. Til sammenligning kan vi nævne, at Touring Nyt nummer 9 2016, hvor 38.572 blade blev distribueret af Forbrugerkontakt, gav en del ekstra arbejde for personalet, som måtte eftersende ikke mindre end 413 Touring Nyt til medlemmer, der ikke havde modtaget bladet. Vi beholder Post Nord som distributør og forventer samme kvalitet i omdelingen for TN 2/17.

Sæson 2017 er i fuld gang. MCTC’s medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer knoklede hårdt på februars motorcykeludstillinger i Herning og Valby. Vinderne af konkurrencerne har fået deres præmier fra Shoei, TomTom og Abus, og vi siger tusind tak for den store interesse og opbakning både til sponsorene men også til alle nuværende og kommende medlemmer, der viste interesse for foreningen og standene ved begge udstillinger.

To bestyrelsesrepresentanter og en medarbejderrepresentant sørgede for, at ansættelsesproceduren for de nye Camp-ledere blev hurtigt og fornuftigt afviklet – og vi siger velkommen til Thomas og Lenette som løb med titlerne som Campingpladsleder og Køkkenansvarlig.  P4 Østjylland var på pletten den 1. marts og besøgte MCTC, som fik taletid og TV-tid på stationens radio- og facebook-kanal, og dermed også mulighed for at give motorcyklisterne et velmenende ord med på vejen.

Touring Nyt nummer 2 er på vej ud i postkasser og brevsprækker. Forsiden prydes af Isabellas begejstring over Spaniens offroad-muligheder, som hun videregiver til læserne inde i bladet. Vi besøger også bjerge, ørkner og oaser i Marokko sammen med Søren Andersen. Foreningens mangeårige redaktør og forretningsfører, Gunnar Skrydstrup, siger farvel, og vi siger samtidig også velkommen til de nye Camp-ledere Thomas og Lenette. Vi trækker BMW’s F 800 R gennem en omfattende test, bringer Kim Andersens afprøvning af Royal Enfield LS 410 Himalayan, og fortæller om dét at købe mc og betale elektronisk.

Men det slutter ikke her, for Poul ”Rinkenæs” Pedersen giver også dem, som interesserer sig for klassiske engelske motorcykler et skud BSA-hagl, og Filip Engsig-Karup beretter om sin hjemtur fra England, der endte med en Jernbag. Læsernes beretninger rundes af med en byttehistorie af Svend Erik Pedersen, som fortæller om skiftet fra BMW R 1200 GS til KTM 1290 Super Adventure….. pyha – det er lige til at blive forpustet af, for der er jo også de nye produkter, MCTC-siderne, Hørt og Set, og meget, meget mere. Så glæd dig til det nye Touring Nyt!

Du kan lige så godt begynde at forberede familien på dit fravær, når Touring Nyt 2/17 dukker op hjemme hos dig. Mens du læser dette, er vi allerede i gang med nummer 3/17, som udkommer fredag den 28. april. Rigtig god sæsonstart til jer alle!


Ønsker du også medlemskab
, så klik på Bliv medlem.