Hvis man virkelig brænder efter at have en Kawasaki ZX-10R stående i indkørslen, men ikke lige har godt 270.000 kr. til overs, så er der måske en løsning! I hvert fald hvis man hedder Gabriel og er en ung brasilianer med hænderne umanerligt godt skruet på og mere tålmodighed end en nyuddannet børnehaveklasselærer.
Pap-kunstneren har nemlig bygget en replika af Kawasakis supersportsracer i rigtig størrelse og med så stor lighed, at den er en gang spraymaling fra at kunne forveksles med den ægte vare.
Mængden af detaljer og ligheden med den ægte vare er intet mindre end imponerende.
Særligt vilde er alle de bevægelige dele, som Gabriel på en eller anden måde også har skabt af pap. Det gælder f.eks. bremse- og koblingsgreb, foldbare spejle og fodhvilere, en kæde med fungerende led samt et tankdæksel, der rent faktisk kan åbnes og lukkes med en papnøgle!
Vi har aldrig set noget lignende, og hvis du har 10 minutter til overs, skulle du virkelig ta' at tjekke den unge brasilianers kunstværk ud i videoen herunder: