MC nyheder

Vozz gentænker styrthjelmen

  • VOZZ_Silver_side-open.jpg
  • 1450142460_featured.jpeg (1)
  • ACTION 3.jpg

Australske Vozz har patent på en helt ny type motorcykelhjelm, der holdes fast på hovedet uden brug af hagerem. Den kan nu fås i Danmark gennem britiske Helmet 28.

Er du træt af at skulle have brillerne af, folde ørene ud og bakse med dobbelt d-ring, hver gang du skal have din styrthjelm af og på? Så mener den Sydney-baserede virksomhed Vozz, at de har hørt dine bønner. De har nemlig opfundet hjelmen RS 1.0, der via en åbne/lukkemekanisme skal gøre det lettere at få hjelmen af og på og samtidig overflødiggøre behovet for en hagerem.

Hjelmen, der blev præsenteret i december 2015, har nu fået sin første opdatering samt forhandlernetværk i både Amerika, Asien og Europa. Ifølge Vozz tilbyder hjelmen bedre pasform grundet et justérbart hagestykke, mindre vindmodstand fordi hjelmen er afrundet i bunden af kæben, samt større sikkerhed fordi den er i kontakt med 98 procent af hovedet. 

Vozz-hjelmen har kunnet købes i Australien siden 2016, men der er i år oprettet europæiske forhandlere i Schweiz, Rumænien og senest England. Vozz RS 1.0 er dog ECE-godkendt og kan købes online med gratis forsendelse til Danmark via deres engelske hjemmeside. Prisen er 595 GBP svarende til knap 5.000 danske kroner, og før vi har testet den på eget hoved, skal vi ikke kunne sige, om den er pengene værd.

Du kan se en demonstration af hjelmen i videoen herunder: