Karkassen (1) kan alt afhængig konstruktionsmetoden bestå af flere lag over hinanden (2), og karkassen kan opfattes som dækkets ”stel” eller ”skelet”. For at forstærke dækkets sider går karkassen rundt om dækkets vulsttråd (3) og vulst (4), hvor vulsten har til opgave at udfylde hulrummet over vulsttråden. Vulsttråden består af stålwirer, og den sørger for, at dækket fastholdes på fælgen (5). Under slidbanen (6), som består af en særlig gummisammensætning og mønster, ligger der indtil flere bæltelag (7), som sørger for, at dækket under kraftig rotation forholder sig stabilt. Dækket er illustreret med en slangeløs afdækning (8).
Dækproducenterne beskæftiger sig primært med to typer af dækopbygning, diagonal og radial, hvor dækket kan udføres i flere versioner.
Diagonaldæk:
Betegnes også som konventionelle dæk. Ved opbygningen af diagonaldækket består karkassen, alt afhængig af hastighedsklasse og belastningsevne, af flere lag, som ligger over hinanden. Hvert lag består af gummierede tekstiltråde, og trådlagene går helt ud til vulsten og skiftevis danner vinkler på væsentligt under 90 grader med slidbanens midterlinie.
Diagonalbæltedæk:
Diagonalbæltedækkets opbygning består af en konventionel karkasse, hvor karkassen er omgivet af et bælte bestående af to eller flere tilnærmelsesvis stive trådlag hovedsagligt i nylon, der krydser hinanden og er næsten parallelle med karkassens.
Radialdæk:
Den største forskel mellem diagonaldæk og radialdæk ligger i opbygningen af karkassen. Hvis karkassen er opbygget radialt, går trådlagene, ofte udført i stål, helt ud til vulsten og danner en vinkel på tilnærmelsesvis 90 grader med slidbanens midterlinie, og karkassen stabiliseres af et næsten stift bælte langs omkredsen. Dette giver dækket en forholdsvis lav vægt samt en forbedret kurve- og højhastighedsstabilitet. På visse radialdæk kan karkassen være yderligere forstærket af et bælte i stål.
