Motorcykelverdenen bevæger sig sikkerheds-mæssigt nærmere bilverdenen, og i samarbejde med Bosch introducerede KTM sidste efterår – efter tre års udvikling – et nyt elektronisk sikkerhedssystem med navnet Motorcycle Stability Control (MSC), der til en vis grad kan sidestilles med bilernes ESP-system (Electronic Stability Program).
MSC-systemet kombinerer på en ny, unik måde motorcyklens ABS-bremsesystem med maskinens traction-control-system, så det at køre og nedbremse en motorcykel bliver endnu mere sikkert (se teknisk forklaring længere nede).
Med MSC kan motorcyklen nedbremses ”normalt” uafhængig af nedlægningsvinklen, da MSC-systemet arbejder sammen med motorcyklens ABS- og traction-control.
Touring Nyt har på et lukket område haft muligheden for at afprøve MSC-systemet, som fra i år er standardudstyr på KTM 1190 Adventure. Det var en ganske interessant oplevelse at skulle nedbremse en motorcykel fra ca. 60 km/t til noget nær fuld stop – vel at mærke under fuld nedlægning.
Kegler blev stillet op i en cirkelform med en diameter på omkring 25 meter, og herefter blev hastigheden gradvis sat op og nedlægningen gjort dybere og dybere, indtil KTM’ens Continental ContiTrailAttack 2 dæk havde nået en acceptabel driftstemperatur og dermed vedhæftningsevne.
Med spidsen af fodhvileren i asfalten og cirka 60 km/t på speedometeret blev der gradvist lagt bremse på for at få fornemmelse af motorcyklens reaktion og dermed MSC-systemet. Samtidig krævede det en vis portion mod ”bare” at klemme forbremsegrebet i bund under de nævnte forhold, og til stor forundring var den største udfordring til at starte med en selv, altså føreren.
Jeg havde en tendens til (per automatik) at rette motorcyklen op, inden jeg for alvor lagde bremse på. Som erfaren motorcyklist har man vel på et tidligt tidspunkt i sin mc-karriere lært, at det i en kritisk situation drejer sig om at rette motorcyklen op, lægge kraftig bremse på for herefter at undvige/styre sig ud af situationen – og denne tankegang hang fast.
Under sædet på KTM 1190 Adventure finder man C-ABS (Combined-ABS) trykregulatoren, der i samarbejde med nedlægningscensoren og MSC-softwaren finder det rette bremsetryk afhængig af omstændighederne.
Omgang efter omgang blev den praktiske lærdom, som sad printet i rygraden, og det psykologiske aspekt langsomt nedbrudt, så jeg kunne overvinde mig til at træde så hårdt på bagbremsen, der arbejder i et kombi-bremse-system på KTM 1190 Adventure, eller trække forbremsegrebet så langt ind, at der var tale om en maksimal opbremsning.
Under brug af bagbremsen, der altså også aktiverer forbremsen på KTM’en, var der en enkelt gang, hvor fornemmelsen af et mindre baghjulsslip var til stede. Men det var på ingen måde dramatisk, og fornemmelsen af bagdækkets vejgreb kom lynhurtigt igen.
Også forhjulet slap på et tidspunkt under den kraftige nedlægning og påvirkning af forbremsen sit greb i asfalten, men også her fik fordækket hurtigt fat igen.
Det var med is maven, at jeg i en yderstilling med motorcyklen valgte at anlægge et maksimalt bremsetryk, men MSC-systemet må vurderes at være yderst effektivt, da motorcyklen overraskende holdt sin linje. Ifølge udenlandske målinger er der blot tale om en forskydning på 75 til 100 cm ved en hastighed på omkring 70 km/t.
KTM’ens MSC-system blev også afprøvet i ”real life” i en stor rundkørsel i et industriområde. Systemet blev udelukkende afprøvet på tør asfalt, men det skulle fungere lige godt på vådt og glat underlag som på tørt. MSC-systemet skulle dog ikke være fuldt udviklet til at fungere optimalt på løst underlag endnu.
Med MSC-systemet som en del af motorcyklen er man altså bedre rustet, hvis man uventet skal bremse under nedlægning. Kort sagt får man med MSC-systemet en form for kurve-ABS, som i en utilsigtet situation sandsynligvis vil redde en fra et styrt eller en kollision. Det er dog værd at bemærke, at MSC-systemet ikke ophæver de fysiske grænser, så man skal altså ikke tro, at risikoen for et styrt er helt væk på 2-hjuleren, selv om den er udstyret med MSC.
Hverken KTM eller Bosch har sat sig som ene-indehavere af rettighederne til MSC-systemet, så systemet er altså frit tilgængeligt for andre. Flere af Boschs samarbejdspartnere har også vist interesse for produktet, og BMW har allerede præsenteret sin version under betegnelsen ABS Pro (se kasse), og Ducati skulle efter sigende præsentere et tilsvarende system næste år.
Med tiden kan man nok forvente, at MSC-systemet vil blive lige så udbredt som almindelige ABS-bremser er i dag!
Sådan fungerer det
Motorcycle Stability Control (MSC) udgøres af et stykke software, der er i stand til at forbinde motorcyklens ABS- og traction-control system.
MSC-systemet består i et samarbejde mellem motorcyklens traction-control, en Bosch ABS 9ME trykregulator, som har indbygget elektronisk kombi-bremse (til venstre) og en Bosch MM5.10 nedlægningscensor (til højre). Sidstnævnte vejer blot 30 gram og fylder ikke mere end et USB-stik, mens ABS-trykregulatoren vejer 700 gram. Samarbejdet mellem de to enheder sker ved hjælp af software, og det er kernen i MSC-systemet. Afhængig af motorcykeltypen kræver det hver sin software-programmering for, at MSC-systemet skal fungere optimalt.
Et konventionelt ABS-system måler rotationshastigheden på motorcyklens hjul og reducerer automatisk bremsetrykket, hvis rotationshastigheden bliver for lav. MSC-systemet bruger oplysningerne fra traction-control-systemet og nedlægningscensoren (også kaldet gyro-sensoren) til at fastlægge motorcyklens nedlægningsvinkel for så derefter at regulere ABS-systemets bremsetryk, hvis et hjul har tendens til at blokere. Reguleringen af bremsetrykket sker – både op- og nedjustering – i løbet af brøkdele af et sekund, så bremsetrykket dermed konstant bevæger sig lige under den kritiske grænse. Systemet arbejder altså efter Brake-by-Wire prinicippet, hvor føreren godt nok aktiverer bremserne, men det er selve systemet, som doserer bremsetrykket via to tryksensorer per bremsekreds.
MSC-systemet måler konstant de forskellige parametre 200 gange i sekundet, eller for hver 12,5 centimeter ved en hastighed på 90 km/t.
På KTM 11190 Adventure illustrerer den blå farve bremseslangerne fra for- og bagbremse, som er forbundet med trykregulatoren under sædet. Den gule farve markerer, hvorfra MSC-softwaren får sine datainput, nemlig fra traction-control-systemets nedlægningscensor, de to ABS-censorer, der registrerer rotationshastigheden på motorcyklens hjul, og 1190’erens tre accelerationscensorer.
Kort sagt vil MSC-systemet hjælpe med til at forhindre hjulene i at miste vedhæftningen under nedbremsning med nedlægning og samtidig minimere motorcyklens tendens til at ”rejse sig” i sving under nedlægning og bremsepåvirkning. Desuden forhindrer systemet baghjulet i at miste vedhæftning under acceleration med nedlægning og forhindrer også forhjulet i at løfte sig under acceleration.
Tilsvarende systemer
Allerede i september 2010 introducerede Continental en sensorboks, som i dag findes i sin anden generation, men det var altså KTM og Bosch, som for alvor satte Motorcycle Stability Control på landkortet.
Continentals sensorboks.
Hardwaren mellem systemet fra Bosch og systemet fra Continental er tilsvarende – med andre ord tillader systemet også nedbremsning under nedlægning af motorcyklen. Læs mere på Continental sensorboks.
Den japanske bremseproducent Nissin skulle angiveligt også arbejde på et tilsvarende system.
Andre mc-mærker med kurve-ABS
Normalt står BMW forrest i køen, når det kommer til sikkerhed. Det tyske mc-mærke var pioner på ABS-området, men KTM var altså et skridt foran med hensyn til kurve-ABS.
BMW har introduceret ABS Pro på superbiken HP4, der fungerer tilsvarende MSC-systemet på KTM 1190 Adventure, da det også er Bosch, som står bag systemet. Hardwaren er den samme, men ifølge BMW er softwaren tilpasset det, at HP4 er en sportsmotorcykel.
BMW vil udvide ABS Pro-systemet til flere modeller i fremtiden, og da der blot er tale om en softwareopdatering, hvis motorcyklen i forvejen er udstyret med en nedlægningscensor, er det nærliggende at tro, at modellerne S 1000 R, S 1000 RR og K 1600’erne snart vil få det sikkerhedsfremmende system.