Når der bliver afholdt verdensmesterskaberne i disciplinen at køre på baghjulet, møder helt vilde motorcykler op med turbo, kompressor og hundredevis af hestekræfter. Disse specialbyggede modeller har kræfter nok til først at gå på baghjulet langt over motorvejsfart, og for overhovedet at komme i betragtning til titlen som verdensmester, skal man holde en wheelie i en hel kilometer med over 320 km/t. Ja, rekorden er faktisk 350 km/t - på baghjulet.
Cecil 'Bubba' Myers sammen med Indian FTR 1200 S. Motorcyklen var standard bortset fra, at nummerpladeholderen blev afmonteret inden baghjulsræset.
Helt så langt oppe var FTR 1200 S ikke, men med amerikaneren Cecil 'Bubba' Myers bag styret nåede den nye Indian alligevel op på 211 km/t på ét hjul - vel at mærke på en cykel, der lovligt kunne køres til og fra arrangementet på offentlig vej.
Weekenden bød også på andre former for ræs i lige linje, og her nappede Indian FTR 1200 S to britiske hastighedsrekorder i kategorien "Produktionsmotorcykler med V2-motor op til 1350 kubik". Hvor mange konkurrenter der var til titlen i den ret specifikke kategori for gade-V2'ere i England, melder historien ikke noget om, men det er da altid rart at vide, at ens FTR 1200 kan runde 234 km/t, som begge rekorder lød på.