Det er ikke mere end et par år siden, at verdensrekorden for den dyreste motorcykel solgt på auktion blev slået sidst. Dengang var det en Vincent Black Lightning fra 1951 med en unik historie, der indbragte 5.559.995 kroner inklusive salær. Allerede næste weekend er der dog en chance for, at den rekord ryger, når Bonhams Summer Sale løber af stablen i Bicester Heritage.
Ducati til 5 millioner
Blandt de hundredevis af motorcykler til salg er nemlig en firecylindret, 125-kubik Ducati GP-racer fra 1965, som ses på billedet herunder. Da udviklingen af den var færdig, og racerkøreren Franco Farne havde afsluttet testkørslerne, introducerede Honda dog deres 5-cylindrede 125'er, og Ducati opgav ævred, så 125'eren aldrig deltog i et GP-race.
Med en estimeret pris på mellem 3,3 og 5 millioner kroner, er denne Ducati fra 1965 auktionens dyreste motorcykel.
Til gengæld er det stadig den første firecylindrede Ducati nogensinde, og tilmed også den første Ducati med fire ventiler per cylinder. Den har original motor og stel, kan køre og er blevet renoveret af Giancarlo Morbidelli – og så forventes den at indbringe mellem 3,3 og 5 millioner kroner uden salær. Da 82 procent af motorcyklerne til den seneste Bonhams auktion i maj blev solgt dyrere end højeste estimat, og salæret derudover er på 15 procent, er der altså en reel chance for, at vi får en ny "verdens dyreste motorcykel" efter næste weekend.
Alle typer og priser
Der er dog også mange andre historiske motorcykler i alle prisklasser til salg i auktionen, hvoraf vi har fremhævet et par stykker i galleriet øverst. Der er blandt andet en TT-vindende Suzuki TR750 XR11, en flot renoveret Matchless M/3S, en 100 år gammel Harley-Davidson med sidevogn, én af de første MV Agusta F4 Serie Oro fra 1999 med 200 kilometer på tælleren og en nuttet Ariel Leader mc/scooter med svungne lyseblå linjer, der forventes at sælge for mellem 12.000 og 17.000 kroner.
Se alle motorcyklerne i auktionen (og giv et bud hvis du har lyst/råd) på Bonhams hjemmeside.