MC nyheder

Danmark med i DGR-toppen

Det bliver igen til danske topplaceringer i 2019-udgaven af velgørenhedseventet The Distinguished Gentleman’s Ride.

Selvom vi er et lille land med en forholdsvis lille befolkning, hvoraf de færreste er motorcyklister, så er vi på ingen måde usynlige, når det gælder det årlige, verdensomspændende The Distinguished Gentleman’s Ride (forkortet DGR) – et velgørenhedsevent der sætter fokus på og samler penge ind til forskning i prostatakræft og mænds mentale helbred.

De seneste tal fra den officielle hjemmeside viser nemlig, at Danmark er med i toppen over de mest indsamlende lande. Der er foreløbigt indsamlet mere end 96.000 euro svarende til 720.000 danske kroner, hvilket udløser en fornem 11. plads.

Lige efter på 12. pladsen kommer Spanien. Her har man indsamlet omkring 87.500 euro. Det er dog værd at bide mærke i, at de spanske donationer er fordelt ud på i alt 6.627 deltagere. I Danmark var der til sammenligning 815 registrerede deltagere – altså omkring 6.000 færre personer til at indsamle et større beløb. Ikke dårligt!

Dansker med i top-10

På listen over de mest indsamlende byer kommer København og Aarhus ind på henholdsvis 15. og 17. pladsen. Det må siges at være ”godkendt” – også når man tænker på, at der deltager 678 byer fordelt ud på 106 lande.

Bemærkelsesværdigt er det også, at der er en dansker med i top-10 over de mest indsamlende enkeltpersoner, som i alt tæller 115.000 på verdensplan.

Gentlemanden hedder Flemming Paasch, han kørte med i Aarhus, og i skrivende stund har han ene mand indsamlet – og hold nu fast – intet mindre end 14.597 euro (cirka 109.500 kroner). Det svarer til mere end en sjettedel af det samlede danske beløb.

Fristen for at samle penge ind til dette års DGR udløber 31. oktober, så der kan stadig nå at ske ændringer i placeringerne. Følg med på www.gentlemansride.com.

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.