Dansk designstrid: ”De snylter på vores arbejde"

Chefdesigner ved Switch Motorcycles, danske Michel Riis, beskylder Nimbus-illustrationer for at være kopier. Claus Støvlbæk Clausen fra Nimbus Motorcycles Danmark afviser kritikken, men har alligevel valgt at fjerne de omdiskuterede illustrationer.

I starten af oktober kunne iværksætteren Claus Støvlbæk Clausen meddele, at han igen ville forsøge at genoplive Nimbus-motorcyklen i Danmark – denne gang med en moderne, elektrisk ”Humlebi”.

En ny licensaftale med Nilfisk har nemlig sikret ham retten til at bruge Nimbus-varemærket de næste 25 år, og der er foreløbigt indsamlet mere end kvart million kroner til projektet via crowdfunding.

Men selvom projektet lader til at køre på skinner, er der opstået en noget uventet konflikt i forhold til den kommende ”Nimbus Scrambler”, som den nye Humlebi er blevet døbt.

 

Nimbus Scrambler eller eScrambler?

Sagen drejer sig om en række Nimbus-illustrationer af tegneren Peter Heydenreich, som Claus Støvlbæk Clausen har gjort brug af i forbindelse med relanceringen af Nimbus-mærket.

Ifølge Michel Riis, chefdesigner ved Switch Motorcycles, som vi bragte en artikel med i Touring Nyt 7/2020, er illustrationerne af Nimbus Scrambler en ren kopi af Switch Motorcycles’ kommende eScrambler.

”Først tænkte jeg bare: Hold da op hvor den ligner vores eScrambler. Men da jeg et par dage senere lagde Nimbus-illustrationen oven på vores, var jeg ikke i tvivl om, at de havde tegnet direkte efter,” siger Michel Riis, der efterfølgende kontaktede Claus Støvlbæk Clausen for at få illustrationerne fjernet – uden held.

Ifølge Michel Riis er Nimbus-illustrationerne direkte kopier af Switch Motorcycles' eScrambler (foto: Michel Riis)

 

Illustrationer fjernes og erstattes

Men nu har piben åbenbart fået en anden lyd, for torsdag 22. oktober har Claus Støvlbæk Clausen meddelt, at han ”fjerner de nuværende illustrationer” og ”erstatter dem med nye”. Det fremgår på Nimbus Motorcycles Danmarks Facebookside.

Claus Støvlbæk Clausen mener dog ikke, at der er tale om kopiering, og han kan heller ikke selv se ligheder mellem Switch Motorcycles’ eScrambler og Nimbus Scrambler-illustrationerne. Alligevel har han nu valgt at fjerne illustrationerne. ”Jeg er ikke ude på ballade, så derfor har jeg fjernet dem,” siger han.

Til venstre ses eScrambler og til højre Nimbus Scrambler

 

Nye skitser i støbeskeen

MCTC har også været i kontakt med tegneren af de omdiskuterede Nimbus-illustrationer, Peter Heydenreich, der kalder sagen ”irriterende”. Modsat Claus Støvlbæk Clausen kan han til gengæld godt se, at der er et ”sammenfald” mellem eScrambler og Nimbus Scrambler-illustrationerne, men han fastholder samtidig, at der ikke er tale om kopiering.

”Nej, jeg har ikke kopieret eScrambler, for jeg har ikke set den før nu. Men jeg er da pisse irriteret over, at de ligner hinanden,” siger Peter Heydenreich.

Han påpeger også, at en ”tidlig skitse er blevet til mere, end den egentlig har fortjent”, og at den rigtige Nimbus Scrambler formegentlig kommer til at se helt anderledes ud end de nuværende illustrationer. ”Jeg går ud fra, når man laver den rigtigt, at den så skal ligne den oprindelige Nimbus på en eller anden måde,” siger Peter Heydenreich, der nu er i gang med at lave nye skitser til Claus Støvlbæk Clausen.

 

Vil slå et slag for designerne

Selvom Michel Riis fra Switch Motorcycles er glad for, at Nimbus-illustrationerne er blevet fjernet, er han stadig bitter over sagen. ”De har snyltet på vores arbejde og brugt vores fotomateriale som underlag til deres illustration. Vi lader os også inspirere, men vi kunne aldrig finde på at bruge andres arbejde som baggrund og tegne ovenpå og tilmed gå ud og crowdfunde med materialet, som de har gjort,” siger han.

Michel Riis ønsker ikke selv at gå videre med sagen, men hvis nogen vil, er han klar til at bakke op om det. ”Det har man ikke råd til, hvis man stadig vil køre sin forretning, og det er vores fokus. Jeg har hverken tid, energi eller lyst til at kæmpe med sådan nogle fjolser. Jeg er ikke drevet penge,” siger han og tilføjer:

”Vi er et innovations- og designland, og derfor er det også ekstra ærgerligt, når danskere kopierer danskere. Det er også derfor, jeg nu prøver at slå et slag for designerne, for vi kæmper en brav kamp for at få brød på bordet”.

 

MCTC har også forelagt Michel Riis’ kritik for Nilfisk. I et skriftligt svar til MCTC skriver kommunikationsdirektør Steffen Støvelbæk: ”Nilfisk har licenseret rettighederne til Nimbus-varemærket til Claus Clausen, og det er derfor Claus Clausens ansvar at sikre, at varemærket ikke bliver brugt i en sammenhæng, hvor det krænker andres rettigheder”.

Glemt adgangskode eller medlemsnummer?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.