Når italienske MV Agusta i fremtiden præsenterer nye modeller, bliver det højst sandsynligt ikke kun i F3-, Dragster- og Brutale-serien.
På et pressemøde torsdag 25. juli kunne MV Agusta afsløre, at firmaet har slået pjalterne sammen med kinesiske Loncin Motor Company.
Ifølge MV Agusta skal det nye, langvarige partnerskab blandt andet udmunde sig i en serie af fire nye motorcykler i 350- og 500-kubiksklassen. Det betyder altså, at vi (igen) kommer til at opleve mindre MV Agusta-motorcykler – sikkert også til mindre priser. MV Agusta forventer, at de nye modeller vil stå klar ved forhandlerne i slutningen af 2021.
Det nye partnerskab handler ikke kun om de nye 350- og 500-kubiksmotorcykler. Italienerne skal også assistere Loncin med at udvikle og nye VOGE-modeller, som er Loncins mere eksklusive mærke.
Ikke et enkelttilfælde
Som velrenommeret mc-producent er MV Agusta dog langt fra alene om at alliere sig med en kinesisk partner.
For omkring en måned siden kunne vi her på mctc.dk fortælle, at Harley-Davidson havde indledt et samarbejde med kinesiske Qianjiang Motorcycle Company om ligeledes at producere en række mindre modeller på 250 til 500 kubik. Den historie kan du læse her.
Derfor er der sandsynligvis også snarere tale om et "når" end et "hvis" i forhold, hvornår endnu flere europæiske/amerikanske mc-producenter vælger at rette blikket mod østen.