MC sport

Dobbelt op for Bagnaia

Kun syv dage efter sin første MotoGP-sejr i Spanien tog italienske Pecco Bagnaia atter det øverste trin på podiet i søndagens hjemmebanerace på Misano World Circuit.

Foran 25'000 tilskuere sikrede Francesco ”Pecco” Bagnaia endnu en perfekt weekend for Ducati Lenovo Team, da han tog sin anden MotoGP-sejr i træk efter at have domineret lørdagens kvalifikation og dagens løb.

 

Med start fra pole tog den italienske Ducati-kører omgående føringen i racet, og Bagnaia formåede på kort tid at lave et hul på over et sekund til nærmeste konkurrent i feltet.

Efter halvdelen af racets 27 omgange kæmpede Yamahas Fabio Quartararo sig frem på andenpladsen, og begyndte at hale ind på Bagnaia – og den VM-førende Quartararo formåede at reducere afstanden til blot et par tusindedele af et sekund. Men Bagnaia bevarede hovedet koldt og holdt fast på førstepladsen til det ternede flag.

 

Med en imponerende tredjeplads blev Enea Bastianini #23 søndagens helt store overraskelse, da han tog sin jomfru MotoGP-podie foran hjemmepublikummet på Esponsorama Racing Teams Ducati Desmosedici GP-racer.

Bastianini kørte et imponerende tempo, som selv den ottedobbelte GP-verdensmester Marc Marquez måtte opgive at følge. Derved forsvandt også spanierens håb om den sidste podieplads, og Marquez lod sig nøjes med kampen om 4. pladsen, som spanieren tog foran Ducatis Jack Miller og den regerende verdensmester Joan Mir.

Suzukis Alex Rins #42 virkede stærk og meldte sig også ind i kampen om podieplaceringer efter en dårlig start, men udgik efter et styrt på tiende omgang.

Efter racet udtrykte Repsol Hondas Marquez stor beundring for den unge italieners performance på den to år gamle Ducati-racer, og han udtalte blandt andet: ”Bastianini bremsede vanvittigt sent og kørte et fejlfrit race, og jeg kunne umuligt følge hans tempo i og kæmpe med om tredjepladsen”.    

Efter sejren i Misano GP er Bagnaia stadig nummer to i den samlede stilling, men han har afkorter distancen til 48 point efter Quartararos 234 point. Med en sjette plads i søndagens race oplever Suzukis regerende verdensmester Mir derimod, at mesterskabet er ved at glide ud af hænderne på ham, da han nu er 67 point efter den førende Quartararo. 

Ducati ligger dog først i konstruktørernes mesterskab, og den næste af de sidste fire race i 2021 afvikles 3. oktober på Red Bull Grand Prix of the Americas.

Top ti på Misano World Circuit "Marco Simoncelli:

  1. Francesco Bagnaia – Ducati (ITA)
  2. Fabio Quartararo – Yamaha (FRA)
  3. Enea Bastianini – Ducati (ITA)
  4. Marc Márquez – Honda (ESP)
  5. Jack Miller – Ducati (AUS)
  6. Joan Mir – Suzuki (ESP)
  7. Pol Espargaró – Honda (ESP)
  8. Aleix Espargaró – Aprilia (ESP)
  9. Brad Binder – KTM (SA)
  10. Takaaki Nakagami – (JPN)

 

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.