Når Egeskov åbner for sæsonen giver det normalt genlyd i hele landet. Tusindvis af motorcykler lader årets første køretur gå i retning mod Kværndrup på Midtfyn, hvor Egeskov Slot byder velkommen til et af de største mc-træf i Danmark.
Som situationen med COVID-19 ser ud nu, så er det ikke en mulighed at samle så mange mennesker på Egeskov, oplyser arrangørerne.
"Vi har derfor fundet en ny dato for mc-træffet i efteråret, lørdag 19. september, hvor vi håber at så mange som muligt har tid og lyst til at komme. Det bliver en slags sæsonafslutning for mc-folket på Egeskov i stedet," siger direktør Henrik Neelmeyer om beslutningen.
Til Egeskov MC Træf får man den unikke oplevelse af at se op mod 5.000 maskiner samlet på eventplænen, mc-gæsterne kan besøge Egeskovs flotte have og udstillinger samt en mc-messe og få en god dag sammen med andre motorcykelinteresserede.
Træffet finder sted for 8. gang – lørdag 19. september klokken 10-17.
Læs mere her på Egeskovs hjemmeside og Facebook-begivenheden.