En af de nyeste modeller på Ducatis program hedder MIG-RR, og nu er en demo-model landet i København til test og afprøvning.
Trods det race-klingende efternavn er Ducati MIG-RR dog nødvendigvis ikke noget for alle Ducati-fans eller motorcyklister generelt for den sags skyld. Den nye MIG-RR er nemlig ikke en motorcykel, men en mountainbike med el-motor – hvorfor mange motorcyklister nok ikke vil skænke den en tanke.
Er man derimod på udkig efter en ny E-MTB – eller hvis man bare ikke kan få nok af Ducati – så er MIG-RR ikke noget tosset bud på en seriøs tohjulet enduro-MTB.
Seriøse komponenter og pris
MIG-RR er kommet til verden i et samarbejde mellem Ducati og ligeledes italienske Thok E-Bikes, der producerer ”seriøse” mountainbikes med el-motor.
Den nye model er således en full suspension-MTB med affjedring både for og bag. Den er udstyret med Shimano Steps E8000-motor (250 Watt) med 70 Nm moment og en vægt på blot 2,8 kilo. Batteriet, som også er fra Shimano, er på 504 Watt.
Fox Factory Kashima-affjedringen har henholdsvis 170 mm og 160 mm vandring for og bag, der er 4-stemplede bremsecalipre, Mavic-fælge (29” for, 27,5” bag) og kulfiber-styr. Den samlede vægt for cyklen er 22,5 kilo (størrelse medium uden pedaler).
Men de seriøse komponenter (og Ducati-logoet) har også en ganske seriøs pris: 6.499 euro eller knap 50.000 danske kroner. Det er så til gengæld inklusive fragt. Er man interesseret, kan man læse mere og bestille et eksemplar via den dedikerede MIG-RR-hjemmeside.
Hvis man godt kunne tænke sig at prøve MIG-RR først, kan en prøvetur arrangeres hos Ducati Copenhagen på Turbinevej 9, 2860 Søborg.