MC nyheder

Frankie er ikke længere iblandt os

Fredag 1. juni blev Frank Jørgensen Rosenkrantz, bedre kendt som Frankie, fundet død i Frankie’s MC Shop i Randers.

Frank J. Rosenkrantz, af mange bedre kendt som Frankie, blev fredag 1. juni fundet død i butikken Frankie’s MC Shop på Grenåvej i Randers.

På butikkens hjemmeside skriver ejerne af Frankie’s MC Shop følgende: ”Det er med sorg, at vi må meddele at Frank Rosenkrantz afgik ved døden fredag den 1. juni 2018. Vi er dybt berørt af situationen og håber på forståelse for at vi holder lukket til og med tirsdag den 5. juni 2018. I vigtige situationer kan direktør Kurt Rosenkrantz Iversen kontaktes på telefon 20 62 92 12”.

Frank Rosenkrantz blev 56 år og var et kendt ansigt både i og udenfor Randers. Han stod blandt andet bag Frankie’s MC Center på hjørnet af Stålvej og Århusvej i Randers, som måtte lukke i 2014 efter mere end 25 år. Allerede i 2016 var han dog i gang igen – denne gang med Frankie’s MC Shop, som startede op på Nikkelvej i Randers og senere flyttede til den nuværende adresse på Grenåvej i Randers.

MCTC kondolerer og sender de bedste tanker til Frank Rosenkrantz’ familie og venner i denne svære stund.