Mangt en motorcyklist, som i løbet af de seneste 16 år har taget turen til Norge, har sejlet med den hvidmalede Stena Saga-færge (oprindeligt MS Silvia Regina) på ruten mellem Frederikshavn og Oslo.
Men lørdag 14. marts lukkede Stena Line ruten som følge af coronavirus, og blot fem dage senere, torsdag 19. marts, bragte det svenske rederi den sørgelige nyhed, at ruten nu var lukket permanent.
”Ruten Frederikshavn-Oslo er stort set udelukkende afhængig af passagertrafikken og den vigtige højsæson om sommeren. Vi har gjort vurderingen, at vi mister hele højsæsonen i år, og vi har simpelthen ikke råd til at vente og håbe på næste sommer. Det er derfor med et tungt hjerte, at vi nu lukker ruten mellem Frederikshavn og Oslo permanent,” sagde Niclas Mårtensson, administrerende direktør for Stena Line, i en pressemeddelelse.
I 1979 åbnede Stena Line sin rute mellem Frederikshavn og Oslo.
I alt tre Saga-færger har sejlet på ruten, indtil den blev lukket permanent 19. marts 2020 – her ses den sidste af dem.
Den enes død, den andens brød
Men nu er der godt nyt for motorcyklister og alle andre, der har savnet at kunne tage færgen mellem Frederikshavn og Oslo. Danske DFDS har nemlig meldt ud, at rederiet nu åbner en ny rute mellem Frederikshavn og Oslo.
”Det er med stor glæde, at vi endeligt kan løfte sløret for, at DFDS lancerer en ny rute mellem Frederikshavn i Danmark og Oslo i Norge. På den nye rute vil vores to populære passagerskibe, Pearl Seaways og Crown Seaways, sejle til og fra Frederikshavn på vejen til henholdsvis Oslo og København,” skriver DFDS i en pressemeddelelse.
Indtil 31. august 2020 inkluderer sejlplanen en daglig afgang fra Frederikshavn klokken 23:30 med ankomst i Oslo klokken 09:00 næste morgen samt en daglig afgang fra Oslo klokken 12:00 med ankomst i Frederikshavn klokken 22:00 samme dag.
”Det betyder, at vores sejltider mellem København og Oslo vil blive ændret. Vi vil have en daglig afgang fra København klokken 14:00 med ankomst i Oslo klokken 09:00 næste dag samt en daglig afgang fra Oslo klokken 12:00 med ankomst i København klokken 09:00 næste dag. Det giver endnu mere tid og større mulighed for at nyde de maritime omgivelser og oplevelsen om bord,” skriver DFDS, som sidst sejlede på ruten i 1974.
Den nye DFDS-rute åbner officielt torsdag 25. juni 2020, og man kan allerede nu booke billetter via rederiets hjemmeside, hvor man også finder de seneste opdateringer angående COVID-19.