MC nyheder

Mc-mærket Arc: Fremtid på to hjul

  • IMG_7545.JPG
  • IMG_7553.JPG
  • IMG_7556.JPG
  • IMG_7558.JPG
  • IMG_7562.JPG
  • IMG_7565.JPG

Arc har eksisteret i knap to år og er delvist ejet af Jaguar. MCTC tog en snak med direktør Mark Truman om firmaets første model "Vector", der forventes klar til prøvetur allerede til sommeren 2019.

Ved første øjekast ligner Arc Vector en motorcykel, der er meget langt fra produktionsstadiet. Det vilde design, den utraditionelle "forgaffel" og fraværet af både instrumenter, sidespejle og nummerpladeholder er ting, vi normalt ser på prototyper, der først kommer i en produktionsklar (og nedtonet) version efter flere år. Men den elektriske Vector er ikke bare en udstillingsgenstand, den kan køre - og den kan køre hurtigt!

Væk fra de etablerede motorcykelmærkers enorme stande på EICMA-udstillingen i Milano mødte vi grundlægger og ejer af Arc Motorcycles, Mark Truman. Han har tidligere været chef for Jaguars innovative White Space-afdeling, men har de seneste to år dedikeret sin tid til at skabe fremtidens motorcykel med støtte fra sin gamle arbejdsgiver, der ejer 24 procent af mærket.

"Vi ønskede at gentænke motorcyklen fuldstændig. Altså glemme alle regler og sige: Hvis man skulle opfinde motorcyklen i dag, hvordan skulle den så være? Derfor har vi ikke et traditionelt stel med kåbedele - hele motorcyklen er én stor monocoque med batteri og elmotor som medbærende elementer. Motorcyklen er også del af en pakke med speciallavet hjelm og haptisk jakke, så der er heller ingen traditionelle instrumenter," forklarer han.

Denne helhedstanke gør hjelm og jakke til en del af motorcyklen, så udover det lovpligtige speedometer og advarselslamper vises al instrumentering via head-up-display i hjelmen, og den haptiske jakke kan "prikke" føreren på skulderen, hvis der eksempelvis ligger en bil i den blinde vinkel og på den måde supplere traditionelle sidespejle.

Klar til kunderne i 2020

Det lyder jo nærmest som science fiction, og det gør præstationerne i øvrigt også: 140 hestekræfter og vanvittige 400 Nm moment gør Arc Vector i stand til at gå fra 0-100 km/t på 3,1 sekund (i samarbejde med verdens måske hårdest arbejdende traction-control). Rækkevidden er også ulig noget andet på markedet. Det 16,3 kWh store batteri benytter en helt ny prototype af celler, der giver Arc Vector en teoretisk rækkevidde på 700 kilometer, hvilket ifølge Mark Truman gør det realistisk at køre omkring 320 kilometer i virkelighedens verden.

"Det her er ikke bare en fantasi, vi er klar til at invitere pressen på prøveture til juni næste år, og så regner vi med at levere de første motorcykler til kunderne i marts 2020. Prisen er også fastlagt, Arc Vector kommer til at koste 90.000 pund (750.000 kroner, red.), og for det får hver kunde en komplet skræddersyet motorcykel inklusiv både hjelmen og jakken," siger han.

Vi beundrer Arcs ambitioner og krydser alle fingre og tæer for, at Vector bliver lige så vild, som der er lagt op til - og for at vi bliver inviteret på prøvetur selvfølgelig.

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.