MCTC takker nej til Årets MC 2018

Efter 10 år med kåring af Årets MC takker MC Touring Club nej til det nye koncept i 2018 og ser på nye alternativer.

Kåring af Årets MC har siden 2007 været en fast del af arbejdsprogrammet omkring maj/juni her på MC Touring Club (MCTC). Første år var med deltagelse af seks forskellige medier, men de senere år har det knebet med at finde danske medier med den nødvendige mc-erfaring til opgaven – og i 2017 var vi kun to medier tilbage til at vælge Årets MC.

Tidligere har Årets MC været et samarbejde af medlemmer i DMJ (Danske Motorcykel Journalister). I år har Magacin taget teten alene med et nyt koncept, som blandt andet vil ændre Årets MC i Danmark fra et rent dansk til et dansk/norsk arrangement. MCTC så hellere, at vi kunne samle de forskellige danske aktører i branchen, og vi har det vanskeligt med at se os selv i det nye setup.

MCTC arbejder derfor på at finde et alternativ. Vi takker for mange gode år med Årets MC og ønsker Magacin held og lykke med det nye koncept.