For andet år i træk bliver der afholdt HCA Ink Tattoo Festival i Odense. Men i forhold til sidste år er der flere nye tiltag på programmet, og én af dem henvender sig særligt til motorcyklister.
For nu er der også endagstræf for motorcyklister under festivalen – et såkaldt Bike Meet – ligesom tilfældet er under Prison Ink-festivalen i Horsens.
HCA Ink Bike Meet foregår lørdag 31. august fra klokken 11 til 23 med afterparty fra klokken 23 til 01. Ankommer man på motorcykel følger der også en gratis ølbillet (værdi 50 kroner) med.
Entréen er 100 kroner pr. person. HCA Ink-festivalen (samt Bike Meet) foregår på DOK5000 i Odense fredag 30. august til og med søndag 1. september. Læs mere om festivalen her.