MC nyheder

Nu kommer Hayabusa

Rygterne om den legendariske Suzuki GSX 1300R Hayabusas genopstandelse har været mange, men MCTC erfarer nu, at den store hypertourer kommer tilbage i år.

Siden den oprindelige Suzuki GSX 1300R Hayabusa udgik med Euro 4-normens indførsel tilbage i 2017, har rygterne nærmest uafbrudt svirret omkring dens tilbagevenden. Og der har været mange vilde teorier oppe at vende, inklusive muligheden for en turbomotor som pendant til Kawasakis kompressorladede H2-modeller.

Omfattende opdatering
Det er dog sparsomt, hvad der er blevet meldt ud officielt fra Suzukis side, hvis man ser bort fra nedenstående "Concept GSX", der skulle vise designretningen for Suzukis sportsmodeller. Vi har heller ingen officielle billeder endnu, så designskitsen øverst er det bedste bud på, hvordan en ny Hayabusa kunne komme til at se ud.

Det første koncept på en ny Hayabusa blev vist helt tilbage på Tokyo Motorshow i 2015.

Med risiko for at råbe "ulven kommer", har MCTC dog nu erfaret fra pålidelige kilder, at den nye Hayabusa kommer – og at det sker allerede i år! Det bliver dog angiveligt ikke som en helt-fra-bunden ny model med turbomotor eller lignende, men derimod en gennemgribende opdatering af den oprindelige GSX 1300 R.

Rammen skulle være stort set uændret, men dog monteret med ny Kayaba-affjedring i begge ender, der er selvfølgelig fuld elektronikpakke med IMU-styret ABS og traction-control, og så skulle den muligvis debutere en helt ny TFT-skærm for Suzuki. Og så er der motoren – andre medier har meldt om en forøget slagvolumen på 1.440 kubik, men ifølge vores kilder skulle det altså være lykkedes Suzuki at få den oprindelige 1340-kubik'er til at overholde Euro 5 - formentlig monteret med Danmarks største katalysator.

Effekten forventes fortsat at være omkring 200 hestekræfter, men jo mere vi går i detaljer, desto mere usikkert bliver ægtheden af informationerne. Derfor er der indtil videre ikke andet at gøre end at vente i spænding på, at vi forhåbentlig får den nye Hayabusa at se i 2021!

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.