Foråret er over os, og som lidt ekstra sæsonstartsinspiration kommer nu det nye nummer af Touring Nyt samt årbogen MC Guiden – begge dele naturligvis med samme lakerede omslag og limede ryg, som blev introduceret med Touring Nyt 1/2019.
MC Guiden 2019 har siden 1997 været Touring Nyts årlige præsentation af mc-nyheder og aktuelle motorcykelmodeller, og i år kan du blandt andet læse om BMW’s fintunede S 1000 RR, Harley-Davidsons elektriske LiveWire, Suzukis ”genopståede” GSX-S 1000 S Katana og alle de andre nye modeller på det danske marked.
Ligesom det nye Touring Nyt har MC Guiden også fået et løft på layoutfronten til 2019.
Touring Nyt 2/2019 har den nye Triumph Scrambler 1200 på forsiden, som vi har været nede at prøve uden for Faro i Portugal. Du kan læse om vores første indtryk af den samt tre brugte motorcykler i 90.000 kroners prisklassen, foruden tests af Bridgestones Battlax T31-dæk og flipup-hjelmen Shoei Neotec II.
Bladet rummer også rejsehistorier fra fem kammeraters 1.600-kilometers rejse gennem Vietnam samt en tur ned gennem Europa, der endte med kardan-havari og et møde med BMW-guden "Der Bonner". Desuden er der reportager fra det årlige Motorshow i Herning og "Prinsens Jule Kur", der forener offroadkørsel og nissekostumer på underholdende vis, foruden en artikel om højskolearrangementet "Motorcykelfascination" i Brandbjerg.
Touring Nyt og MC Guiden lander i medlemmernes postkasser i løbet af ugen, og vil kunne tilgås digitalt på Mit MCTC fra fredag den 8. marts.
Rigtig god læselyst!