Ny KTM får radar-fartpilot

KTM arbejder lige nu på en opdateret 1290 Super Adventure, og nye spionfotos viser, at modellen formentlig bliver den første KTM med adaptiv fartpilot.

Vi har tidligere skrevet om, at den kommende Ducati Multistrada V4 forventes at få adaptiv fartpilot, og senest har BMW meldt ud, at de har et system kaldet ACC klar til produktion. Dén vogn vil KTM også være med på, for spionbilleder af den nye 1290 Super Adventure, der nærmer sig produktionsstadiet, viser, at der mellem forlygterne er gjort plads til en radarsensor.

Holder selv afstand
På modeller udstyret med adaptiv fartpilot, vil der fra den markante fordybning kunne udsendes et radarsignal, der fortæller motorcyklen, hvor langt der er til den forankørende. På den måde kan fartpiloten automatisk tilpasse hastigheden, så der holdes en fornuftig sikkerhedsafstand til den forankørende.

Tidligere spionfotos har vist en S-udgave med støbte fælge, mens det nye billede øverst indikerer en mere offroad-orienteret R-udgave.

Flere kender måske teknologien fra biler, hvor det er blevet meget udbredt de senere år, og det er en stor aflastning på eksempelvis lange motorvejsture eller i køkørsel, der kan øge både komfort og trafiksikkerhed. Den nye Super Adventure kan også kendes på en lavere placeret benzintank og en ny bagerste del af stellet, der nu er i støbt aluminium i stedet for stålrørgitter.

Opdateret motor
Stilen er dog genkendeligt KTM, men da Super Adventure ikke er officielt præsenteret endnu, ved vi ikke så meget mere om specifikationerne endnu. Vi kan dog regne ud, at motoren må være opdateret til at overholde Euro 5-normen, og vi går ud fra, at den tager udgangspunkt i den version af 1.301 kubik-V2'eren, som den nye 1290 Super Duke R bruger. Resten må vi vente med at finde ud af, til KTM 1290 Super Adventure bliver offentliggjort, formentlig engang i løbet af efteråret.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.