I mandags lagde skuespilleren og tv-kendissen Charley Boorman et billede op på sin Instagram-profil. Billedet er taget ved premieren på vennen Ewan McGregors seneste film ”Christopher Robin” og viser foruden de to skuespillere også filmproducerne Russ Malkin og David Alexanian. Alle fire var med i motorcykel-dokumentarserien ”Long Way Round” fra 2004 og opfølgeren ”Long Way Down”, som blev sendt i 2007.
Til det opstillede Instagram-billede følger desuden teksten ”Thanks Ewan for a fantastic night. Great movie Christopher Robin. Nice to get us together. Can’t wait for #longwayup @russmalkin @charleyboorman”. Og det er her, det bliver interessant.
Charley Boorman har nemlig tidligere givet udtryk for, at en tredje Long Way-rejse kunne komme på tale, og med hashtagget ”longwayup” tyder alt på, at næste Long Way-serie er på trapperne og netop kommer til at hedde ”Long Way Up” (hvilket i øvrigt er en fin titel-opfølger til ”Long Way Down”).
Ewan McGregor har efterfølgende både på sin Instagram- og Facebookside delt billedet og skrevet: ”Isn’t it a wonderful new?” med dertilhørende hjerte – hvortil Charley Boorman har kommenteret med: ”Yes if all goes well it’s going to happen. #longwayup”.
Indtil der kommer flere og mere konkrete informationer om en eventuel ny Long Way-serie, må vi i første omgang væbne os med til tålmodighed. Men vi kan da altid gætte på, hvor ruten går fra og til – og ikke mindst hvilke motorcykler de to venner skal køre på? Både i Long Way Round og Long Way Down var det BMW, der sponsorerede motorcykler med henholdsvis R 1150 GS og R 1200 GS Adventure.