Vi så første gang afløseren til Moto Guzzi Stelvio ved Eicma-udstillingen sidste efterår, hvor "V85" stod i en rød/gul/hvid-farvekombination og lignede en motorcykel, der ikke var langt fra produktionsstadiet. Alligevel skulle der næsten gå et år, før den endelige version blev præsenteret, men nu er den her, og den bærer det fulde navn Moto Guzzi V85 TT.
Meget passende bliver produktionsudgaven vist frem på Eicma-udstillingen til november, et år efter konceptets debut, men vi har allerede nu billeder og de første specifikationer på modellen. Den færdige udgave af V85 er meget tro mod konceptets stil, og man skal virkelig nærstudere de to motorcykler for at opdage forskellene: Et andet udstødningsrør, ny lakering af tanken, let ændret trellisstel omkring styret og lidt andre smådetaljer.
Konceptversionen "V85" blev vist på Eicma-udstillingen i november 2017. Den produktionsklare udgave med tilnavnet "TT" adskiller sig kun marginalt.
Som på konceptmodellen er V85 TT's stil altså lidt speciel, med tydelige retroelementer i en moderne pakke – Moto Guzzi selv kalder det den første motorcykel "klassisk enduro"-stil. Det er dog kun på designfronten, at V85 TT er gammeldags, for modellen kommer både med LED-lygter, TFT-digitalinstrumentering, forskellige køreprogrammer samt formentlig smartphoneopkobling med mulighed for navigation.
På mekaniksiden stiller Moto Guzzien naturligvis med kardantræk, mens fremdriften leveres af en komplet moderniseret udgave af den luftkølede V2'er på 90 grader og 850 kubik, der sidder i V9-modellerne. Redesignet af den velkendte motor har hævet effekten fra 55 hk i V9'erne til hele 80 hk i den nye V85 TT.
Vi glæder os til at se den nye adventure-Moto Guzzi i levende live til Eicma 2018, og vi kan alle se frem til den næste år, hvor den forventes at ramme de danske forhandlere til sæsonstarten i marts måned – danske priser ved vi dog endnu intet om.