MC nyheder

Ny teknologi forbinder køretøjer

  • A190238_medium.jpg
  • C-V2X direct communication interoperability demonstration_04_UC66580_Mid.jpg
  • C-V2X direct communication interoperability demonstration_03_UC66579_Mid.jpg

Til teknologimessen CES i Las Vegas, har Ducati i samarbejde med Audi og Ford demonstreret C-V2X-systemet, der trådløst forbinder køretøjer med både hinanden og omgivelserne, for at gøre vejene mere sikre.

Lige nu bliver der vist fremtidsteknologi en masse i Las Vegas, USA, hvor 'CES' afholdes årligt. Messen for forbrugerelektronik er de senere år blevet brugt oftere og oftere til bil- og motorcykellanceringer, i takt med køretøjernes digitalisering, og i år var de tohjulede ambitioner særdeles store.

C-V2X teknologi
Ducati er nemlig gået sammen med blandt andet Audi og Ford om at udvikle systemet C-V2X, der betyder cellular vehicle-to-everything – altså trådløs kommunikation mellem køretøjer og "alting". Ordet "alting" dækker over, at C-V2X omfatter både V2V (vehicle to vehicle), V2P (vehicle to pedestrian) og V2I (vehicle to infrastructure) og betyder, at køretøjer udover at "snakke" med hinanden, også har kontakt til bløde trafikanter som fodgængere eller cyklister og selve infrastrukturen som f.eks. trafiklys.

C-V2X-teknologien lader køretøjer "snakke" med hinanden, fodgængere/cyklister og infrastrukturen.

Det vil i bund og grund sige, at din motorcykel i fremtiden vil vide, at der gemmer sig en bil i et blindt vejsving, at en fodgænger om lidt kommer til syne bag en parkeret lastbil, eller at et lyskryds skifter til grønt om fire sekunder. Det ved den ved hjælp af en direkte forbindelse til tilsvarende systemer i andre køretøjer, eller ved at snakke med smartphones i lommerne på bløde trafikanter, samt det kommende 5G-netværk, der kan kommunikere trådløst med hidtil uset hastighed

Slut med svingulykker?
C-V2X-teknologien arbejder sammen med alle de sikkerhedssystemer, der de seneste år har vundet indpas særligt i bilbranchen, som blandt andet automatisk nødbremse, radar- og lidarsensorere samt udvendige kameraer. Så hvis en bilist overser en motorcykel under et venstresving, eller en lastbilchauffør overser en cyklist i et højresving, taler køretøjerne selv sammen, gør opmærksom på deres tilstedeværelse og bremser i tide, hvis chaufføren ikke når det.

Til CES 2019 demonstrerede Ducati, Audi og Ford, hvordan systemet kan virke på tværs af køretøjer.

Det lyder som ren science-fiction, men C-V2X-teknologi kan ifølge skaberne være udbredt i nye biler allerede om 3-5 år, og motorcyklerne er ikke langt bagefter. Ducati lancerer en motorcykel med kameraer både for- og bagtil allerede næste år, og det trådløse kommunikationssystem er del af det italienske mærkes "Safety Road Map 2025"-strategi.

Samarbejde på tværs af mærker
Den største indikator på, at systemet ikke bare er ønsketænkning, er dog mængden af køretøjskonkurrenter, der er gået sammen om at udvikle det. Udover Ducati, Audi og Ford, arbejder også BMW, Peugeot, Citroën og Opel på C-V2X, og listen vokser fortsat – også blandt motorcykler.

Hvornår vi får det at se på vejene, bliver spændende at følge, for der er nok ingen tvivl om, at det vil have en positiv effekt på trafiksikkerheden. Der er dog nok heller ikke meget tvivl om, at det kan være et stort skridt på vejen mod helt selvkørende køretøjer, og så kan man jo godt stå tilbage med en bekymring om, hvor det efterlader os motorcyklister. Men den bro må vi krydse, når vi når til den, og indtil da kan du se C-V2X forklaret på pædagogisk vis i videoen her:

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.