Der er netop åbnet for bestillingerne af en helt speciel motorcykel, designet og bygget af det amerikanske custom-værksted NMoto. Modellen er en hyldest til BMW's vilde R7-konceptmodel fra 1934, men med moderne BMW-teknik under det aerodynamiske ydre.
Den forsvundne BMW
R7 blev udtænkt i 1933 som BMW's nye topmodel efter R16-modellen. Den skulle være den ypperste motorcykel fra Bayern med en 793 kubik boksermotor med aerodynamisk formede cylinderhoveder, smukke kåbedele i art deco-stil og én af verdens første teleskopforgafler. Efter konceptmodellen stod færdigbygget i 1934, blev den dog aldrig sat i produktion - ja, den blev faktisk ikke engang udstillet.
BMW R7 blev kun lavet i ét eksemplar i 1934, og blev ikke fremvist offentligt før efter restaureringen i 2007.
BMW R7 blev eftersigende vurderet urentabel af sætte i produktion, og blev adskilt og placeret i fabrikkens kælder uden nogensinde at blive vist frem for offentligheden. Det var først da et magasin i 1936 bragte et retoucheret billede af "Art Deco-konceptet" i en artikel om den nye R5, at myten omkring modellen og dens skæbne opstod - og dén forblev uforløst helt frem til 2005.
Restaureret til live
For ikke engang 15 år siden blev den adskilte R7 nemlig gravet frem fra kælderen, og en to-årig restaureringsproces begyndte, inden modellen for første gang blev fremvist offentligt i BMW's museum i Munchen i 2007. Genfødslen efter 70 års mystik har kun gjort BMW R7 endnu mere legendarisk, og nu er det kommet så vidt, at du kan få bygget din egen R7-fortolkning.
NMoto Nostalgia bygges på BMW R nineT og er en moderne hyldest til det legendariske R7-koncept.
NMoto Nostalgia er baseret på BMW R nineT, og har dermed moderne motor, ABS-bremser og elektronik, men den er klædt i aluminiumskåbedele med klassisk styrbetjening, instrumentering, 12-liters benzintank og Euro4-godkendt fiskehaleudstødning.
Detaljegraden på Nostalgia er tårnhøj, og ombygningen foregår tydeligvis af kærlighed til den oprindelige R7-model med et utal af lækre referencer til ur-BMW'en. En art deco-ombygning til NMoto Nostalgia koster godt 260.000 kroner, hvis du vel at mærke selv leverer en donor R NineT - ellers kan du lægge den pris oveni.
Men du kommer helt sikkert til at skille dig ud i gadebilledet, og NMoto leverer også et begrænset antal til Europa. Du kan læse mere på deres hjemmeside og ellers bare savle videre over videoen nedenfor: