Eventyrenduro-klassens popularitet vokser fortsat. Men trods motorcyklernes terrænegenskaber, så siger tallene også, at de fleste eventyrenduro-kilometer køres på asfalt. Af samme grund er også det nye Anakee Adventure-dæk designet til 80% asfaltkørsel og 20% offroad.
Honda CRF 1000 L Africa Twin, BMW F 850 GS og R 1250 GS, Yamaha XT 1200 Z Super Tenere, Suzuki V-Strom 650 og 1000, Triumph Tiger 1200 er blandt Michelins målgruppe og blev brugt til Anakee Adventure-testen.
Det er uden tvivl krævende at lave den slags dæk, da de foruden tilpasning til de forskellige motorcykler, også skal kunne levere et sikkert greb på stort set alle slags vejbelægninger.
Til opgaven har Michelin brugt ny dækteknologi, innovative gummiblandinger og ændrede mønsterdesign for at kombinere vejgreb og god håndtering med komfort og stabilitet – også ved høj hastighed. Blandt andet har man for første gang brugt Michelins 2CT og 2CT+ teknologi til et offroad-dæk.
Vi kan roligt afsløre, at der er tale om forbedringer i forhold til forgængeren. Du kan læse den samlede test af Michelins nye Anakee Adventure, hvor der hverken blev sparet på motorcyklerne eller gummiet, i Touring Nyt 3/2019, som udkommer 12. april.