Både den DM-førende Simon og brormand Steven Tirsgaard er klar til at give den gas ved anden afdeling af DM i Superbike klassen, som afvikles på Jyllandsringen sammen med Supersport 600 klassen. Løbene er en del af DTC-arrangementet, som også indeholder andre bilklasser i GP Danmark-serien fredag, lørdag og søndag.
Simon og Steven stiller op for Team Xpedit på deres BMW S 1000 RR superbikes.
Japanske superbikes er også præsenteret ligesom løbet bliver veteranen René Prangs debut med en italiensk Ducati Panigale V4 S på "hjemmebanen" ved Resenbro nær Silkeborg. Prang får selskab både i pitten og på banen, af sin tidligere protege Alex Schacht, som han havde det sportslige ansvar for i sin tid som eliteansvarlig og træner for roadracingtalenterne under Dansk Motorunion.
Rene Prang på sin nye V4 Ducati (foto dan stenstrup).
Alex Schacht har udviklet sig meget siden da. Han kører nu som professionel og deltager i VM i Superstock 1000-serien, hvor Aleks gør det rigtig godt på Ducati V4 - og på Jyllandsringen stiller Alex op for at dyste med sin gamle læremester.
Man kan generelt glæde sig til at se de forskellige racer dyst på selve Jyllandsring-banen, ligesom der også er store muligheder for at komme i ryttergården og få et nærmere kik på de mange motorcykelracere og få en snak med kørerne.
Der køres træning fredag kl. 15.05 tidtagning lørdag kl. 12.05 og løb søndag kl. 11.00 og kl. 15.45 løbene strækker sig over 17 minutter + 1 omgang.
Den samlede stilling:
- Simon Tirsgaard 63 point
- Mathias Poulsen 52 point
- Allan Howard 51 point
- Steven Tirsgaard 50,5 point
- Erik Thomsen 38 point.