Premiere på Danish Superbike

Lørdag 9. juni er der premiere på den nye eliteklasse i dansk road racing: Danish Superbike.

Der bliver fart og feltet, når sæsonpremieren i den nye klasse i dansk road racing, Danish Superbike, bliver skudt i gang lørdag 9. juni på Ring Djursland. 36 af de bedste danske kørere fra Superbike- og Supersport klassen er med, og blandt motorcyklerne er der også flere spændende nyheder.

 

Brødrene Tirsgaard drejer gasrullen i bund på deres Bimmere.

 

Eksempelvis stiller Simon og Steven Tirsgaard op på deres BMW S 1000 RR-maskiner, og René Prang er klar på sin nye Ducati Panigale V4 S med over 200 hestekræfter på baghjulet.

 

René Prang og mekaniker Jan Friis drøfter opsætning af raceren Ducati Panigale V4 S.

 

Danish Superbike arrangeres som en DM-løbsserie under Dansk Motor Union med sportslig afvikling af Aarhus Motor Klub. Serien bliver kørt over fire afdelinger med 12 løb i alt på de danske baner Jyllandsringen, Ring Djursland og Padborg Park.

Der køres tidtagning lørdag 9. juni på Ring Djursland klokken 09:15 til 09:40, og første løb begynder klokken 12:40 (18 minutter + 1 omgang). Søndag 10. juni køres heat 2 klokken 09:30 og 3 heat klokken 13:50 (igen 18 minutter + 1 omgang).

Løbet søndag kan ses på TV 2 Play1 klokken 13:50. Der sendes fra cirka klokken 12.00.