Vi ved ikke, om de sædvanlige ingeniører hos industrigiganten Bosch er gået på sommerferie, og den ugentlige brainstorm p.t. varetages af en flok 9-årige, men i hvert fald er deres nyeste påfund, når det kommer til at holde motorcyklister på hjulene, intet mindre end vanvittigt. Og endnu mere vanvittigt er det, at de rent faktisk har bygget en prototype, der virker!
Systemet skal forhindre styrt i situationer, hvor forhjulet mister vejgreb og skrider henover underlaget. For at modvirke skredet, og så at sige skubbe hjulet tilbage på plads i sin bane, skal der bruges en pludselig, kraftig og modsatrettet kraft. Til at levere den kraft har Bosch monteret små raketdyser på hver side af motorcyklen, der så bruges til at ændre retning, lidt på samme måde som man styrer rumfærger i vakuumet uden for jordens atmosfære - vi gentager lige: Det var raketdyser på siden af motorcyklen. Som sikkerhedsudstyr. Ligesom på rumfærger.
Når systemet detekterer, at forhjulet er ved at skride ud af sin bane, udsendes en stråle af komprimeret gas i løbet af milisekunder, og skredbevægelsen stoppes. Prototypen er udstyret med fire gaspatroner a'la dem, der kendes fra airbagveste, så du kan i princippet være ved at skride i svinget fire gange på samme køretur uden at styrte.
Bosch har endnu ikke meldt ud, hvornår det vil være muligt at købe det eksploderende sikkerhedsudstyr, eller om det overhovedet finder vej til produktionsmotorcykler - men det ser i hvert fald vildt ud! Kig selv i videoen herunder: