For fjerde år i træk bliver der afholdt Rømø Motor Festival (RMF), som er et strandræs for vintage-motorcykler og -biler.
Selve ræset foregår på Lakolk Strand på Rømø lørdag 31. august fra klokken 10. Men hele weekenden fra fredag 30. august til søndag 1. september er der gang i den både på Rømø og ved Skærbæk på fastlandet, hvor der vil være fest og live-musik.
Motorcykler, der deltager i ræset, må ikke være fra efter 1947, og deltagende biler må ikke være nyere end fra 1941.
Alle er velkomne til at overvære ræset på stranden, hvor der tilmed er gratis adgang. Ønsker man at deltage i festlighederne ved Skærbæk, kræver det billet. Billetter kan ikke forudbestilles, men kun købes i indgangen.
Under sidste års festival var der store kø-problemer til og fra Rømø under ræset. Det anbefales derfor at møde op i (rigtig) god tid!
Læs mere om arrangementet på den officielle hjemmeside og Facebookside.
Foreløbigt program for Rømø Motor Festival 2019:
- Fredag 30. august: Teknisk inspektion og præsentation af kørerne, Skærbækcentret (fra klokken 16)
- Fredag 30. august og lørdag 31. august: Party og live-musik på pladsen ved Ullerupvej 80, Skærbæk (fra klokken 20 begge dage)
- Lørdag 31. august: Ræs på Lakolk Strand, start klokken 10
Artikelfoto: AW-Momentum