Store finske forventninger

På årets EICMA-messe fremviste en flok flamboyante finner deres bud på en yderst momentstærk el-motorcykel. Hvis alt går vel, får vi den at se allerede i 2020.

Et sted i det mørke Finland har en lille, men dedikeret gruppe mennesker fået en tilsyneladende lys idé: at lave deres helt egen el-motorcykel.

Indtil for ganske nylig har mærket heddet RMK, men dagen før EICMA 2019 gik i gang, blev det officielt ændret til Verge.

Derfor hedder den kommende el-motorcykel heller ikke længere ”E2”, som nogen måske kender den. Nu hedder den ”TS”, og på EICMA-messen i Milano blev den vist frem under stor bevågenhed.

Moment på 1.000 Nm

Der er stadig en del uvisheder forbundet med den nye TS fra finske Verge, som – trods at være meget tæt på sin endelige form – endnu ikke er sat i produktion.

Vi ved dog, at den nøgne mc drives af en el-motor, der er integreret i bagfælgen med en effekt oplyst til 80 kW (107 hestekræfter), hvilket ligger tæt op og ned af Zeros el-motorcykler. Til gengæld er batterikapaciteten endnu ikke offentliggjort – det samme gælder acceleration fra 0-100 km/t.

Holdet bag TS er dog villige til at afsløre, at 0-100 kan nås på under fire sekunder, og med et moment på – og hold nu fast – 1.000 Nm er der uden tvivl noget om snakken.

Pris under 200.000 kroner

Topfarten er begrænset til 180 km/t, og rækkevidden er oplyst til 300 kilometer i byen eller 200 kilometer på motorvejen. Den indbyggede lader (angiveligt type-2) klarer en fuld opladning på fire timer, mens opladningstiden med hurtiglader (type-3) vil blive oplyst senere.

Akselafstand er 1.600 mm, mens vægten er angivet til cirka 225 kilo. Verge TS kommer til at koste 24.990 euro svarende til 187.500 kroner (uden moms og told). Hvis man lægger et depositum på 2.000 euro, kan man allerede nu reservere et eksemplar, hvilket omkring 50 el-interesserede har gjort indtil videre.

Produktionen kommer til at foregå i byen Seinäjoki i det vestlige Finland, og forventet levering af de første Verge TS’er bliver en gang i løbet af 2020.

Læs meget mere om TS og resten af de ”stødende” nyheder fra EICMA 2019 i en kommende udgave af Touring Nyt.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.