MC nyheder

Triumph 1200: Ny Scrambler-konge?

  • Scrambler_1200_XC_(1).jpg
  • Ernie_Vigil_on_Triumph_Scrambler_1200_XE.jpg
  • Scrambler_1200_XC_(2).jpg
  • Scrambler_1200_XC_.jpg
  • scrambler-1200-xe-detail-27.jpg
  • Scrambler_1200_XC_Detail_(1).jpg
  • Scrambler_1200_XC_Detail_(18).jpg
  • Scrambler_1200_XC_Black_Front.jpg
  • Scrambler_1200_XC_Black_LHS.jpg
  • Scrambler_1200_XC_Green_Top.jpg

Med de nye Scrambler 1200 XC og XE går Triumph efter guldet i klassen for stærke adventuremotorcykler i retrodesign.

Efter ugevis med ledetråde og teaser-videoer har Triumph nu endelig præsenteret den nye Scrambler 1200. Modellen skal, ifølge briterne selv, sætte barren for, hvad en motorcykel i denne klasse skal kunne, med både gennemført retrostil, alsidige køreegenskaber til vej og terræn samt teknologi og udstyr fra øverste hylde.

Om den nye Triumph kan leve op til det, vil vise sig, men på papiret tegner det godt. Scrambler 1200 kommer i to versioner, XC og XE, hvoraf XE er topmodellen med de bedste terrænegenskaber. Begge modeller har en tunet version af den 1.200-kubiks Bonneville-motor, der leverer 90 hk og 110 Nm fra de to rækkecylindre, og begge stiller med radialmonterede Brembo monobloc-calipre, fuldjusterbar Showa-forgaffel og Öhlins bagfjedre, der ligeledes er fuldt justerbare.

Scrambler 1200 kommer i to versioner; den billigste XC til højre og den højere og bedre udstyrede XE til venstre.

De to Scramblere er også fælles om forhjul på 21" med egerfælge og slangeløse dæk, men hvor XC-modellen har 200 millimeters vandring for og bag, er XE-modellen hævet til 250 millimeter, og svingarmen er forlænget med 32 millimeter. Selvom begge modeller altså bør kunne begå sig i terrænnet, er XC mere et asfaltkompromis, mens XE med sit ekstra "Off-Road Pro"-køreprogram og IMU-styret kurve-ABS og -traction control er benhårdt målrettet løjer på løst underlag.

Scrambler 1200 XC må "nøjes" med fem forskellige køreprogrammer samt traditionel ABS og traction-control, og så har den dyrere XE varmehåndtag, håndbeskyttere og adskillige designdetaljer som standard, hvoraf den mest synlige er de gyldne gaffelben.

Det flotte TFT-instrument skulle være ét af de mest avancerede til dato med både Google Maps og GoPro-kontrol.

Det er dog på teknologi-fronten, at Triumph Scrambler 1200 for alvor folder sig ud, for som standard leveres den med nøglefri tænding, fartpilot, fuldt LED-lys, USB-port og en ny TFT-farveskærm. Sidstnævnte kan udstyres med et Bluetooth-modul mod betaling, og dette giver en hel del muligheder, der ikke har været tilgængelig på nogen anden motorcykel før.

Som det første motorcykelmærke har Triumph nemlig indgået et partnerskab med Google, der gør det muligt at bruge Google Maps til navigation direkte på motorcyklens instrument. Det gøres via en Triumph-app med integrerede Google Maps-funktioner som ruteplanlægning og interessepunkter, der så sendes til TFT-skærmen via Bluetooth.

Udvalget af ekstraudstyr og tilbehør er stort. Mere end 80 separate dele kan tilkøbes Scrambler 1200.

Derudover har TFT-skærmen som den første i verden mulighed for kontrol af GoPro-kamera, så du kan starte/stoppe optagelser mv. direkte fra knapperne på styret, når kameraet og motorcyklen er koblet sammen ligeledes via Bluetooth. Afslutningsvis kan skærmen ligesom flere konkurrenter også bruges til at styre andre smartphone-funktioner som musikafspiller og telefonopkald.

Den nye, avancerede retro-eventyrer forventes på markedet i første kvartal af 2019, og danske priser offentliggøres sidst på året. Vi bringer mere om den nye Triumph Scrambler 1200, når vi har set den til EICMA-udstillinge i Milano næste måned.

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.